Menu

20 millioner skal styrke bånd mellem danskere og museer

SDU står i spidsen for nyt projekt, der involverer 5 af landets universiteter og 13 museer. Målet er at forbedre museernes muligheder for at formidle kulturarven til alle grupper af danskere

Den danske museumsverden er, i lighed med museer verden over, i fuld gang med at udnytte de mange muligheder, digital formidling giver for at tilbyde brugerne nye oplevelser og indsigter. Men man ved for lidt om, hvordan den nye formidling virker. Det råder et stort nyt projekt bod på.

Vigtig satsning

To bevillinger fra Nordea-fonden og VELUX FONDEN på samlet 20 millioner kroner åbner for forskning i museernes digitale udvikling.
Professor Kirsten Drotner, der skal lede det nye projekt, glæder sig over fondenes satsning på forskning i det vigtige område.
- Vi skal blandt andet undersøge, hvem der egentlig bliver inddraget med museernes nye formidlingsformer; samt hvad brugerinddragelsen betyder for de involverede i forhold til fx læring, fællesskab og livskvalitet, siger Kirsten Drotner.

Internationalt banebrydende

Det er første gang, også internationalt, at så mange universiteter og museer samarbejder om at designe, afprøve og evaluere nye formidlingsformer på museerne og endda gør det på et velfunderet historisk grundlag. Denne baggrund gør projektets svar meget solide. Svarene bliver også brugbare, fordi både små og store museer fra hele landet deltager – der kan være stor forskel på museers ressourcer og publikums forudsætninger for at besøge museerne.

Enestående mulighed

Projektet er samtidig specielt, fordi to af de store fonde, som giver meget betydelige støttebeløb til at udvikle digital praksis på danske museer, er sammen om at finansiere det – sammen med de deltagende universiteter og museer.
- Projektet er en enestående mulighed for at sætte fokus på, at den humanistiske forskning, som jo er det, der præsenteres på museerne, har bred anvendelse af betydning for os alle sammen, siger professoren.
Projektets samlede budget løber op i 42 millioner kroner.

Fakta om projektet:

  • Projektet er landsdækkende og omfatter 13 større og mindre museer inden for kunst, kultur- og naturarv: Den Blå Planet, Danmarks Borgcenter, Danmarks Rockmuseum, Den Gamle By, Experimentarium, Fjord & Bælt, Forsorgsmuseet, Limfjordsmuseet, Naturama, Randers Kunstmuseum, Skovgaardmuseet, Statens Naturhistoriske Museum, Aalborg Historiske Museum.
  • Alle museer samarbejder med forskere fra landets fem universiteter i design, afprøvning og evaluering af brugerinvolvering ved hjælp af nye formidlingsformer: Københavns Universitet, Roskilde Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet.
  • Projektet fokuserer på at udvikle, afprøve og evaluere brugerinvolvering på de deltagende museer.
Error while rendering view [CookieWarning].