Menu

Middelalderens store historieskriver er stadig aktuel

Ny engelsk oversættelse af Saxos danmarkskrønike fra ca. 1200 samler internationale forskere i Odense

Forskere i middelalderens litteratur får nu en gylden chance for at sætte sig grundigere ind i den krønike om danerne, som Saxo Grammaticus skrev omkring år 1200, og som hører til højmiddelalderens europæiske storværker,

En engelsk og en dansk, nu afdød, latinekspert har genoversat hans værk "Gesta Danorum" (Danernes bedrifter), som nu er udkommet i den første samlede engelske oversættelse.

- Saxo skrev på sin tids engelsk – nemlig latin, og nu har vi så værket for første gang i sin helhed på vores internationale sprog. Oveni købet udgivet med indledning, originaltekst, noter m.v. efter alle kunstens regler. Saxo har nu chancen for at blive den europæiske forfatter han håbede på, og vi kan i det 21. årh. tilføje: en del af den globale, middelalderlige litteratur, siger professor Lars Boje Mortensen.

Han leder af SDU's grundforskningscenter i middelalderlitteratur Centre for Medieval Literature, som på mandag afholder konferencen "Saxo Grammaticus in the 21st Century" i Odense Adelige Jomfrukloster.

Konferencen har tiltrukket europæiske topforskere inden for middelalderlitteratur og historie, for Saxos værk er et godt eksempel på, hvordan datidens tekster var afhængige af netværk, som gik på tværs af hele Europa; Saxo havde studeret i Frankrig, skrev på latin, og forholdt sig til Romerriget, både det gamle og det nye, i værket.

Deltagerne i konferencen vil blandt andet diskutere krønikens internationale betydning i både det 13. og i det 21. århundrede.

Error while rendering view [CookieWarning].