Menu

Ansøgningsfrist: Flere vil læse naturvidenskab

SDU fastholder sin fremgang fra tidligere år, og det er naturvidenskab, sundhed og tekniske uddannelser, der oplever øget interesse

Flere studerende end tidligere vil læse naturvidenskabelige uddannelser som datalogi, farmaci og biologi. I alt går naturvidenskab frem med 20 procent i forhold til sidste år.

Det er status mandag middag, hvor ansøgningerne til bacheloruddannelserne er ved at blive fintalt. Der var ansøgningsfrist i går, søndag.

- Det er positivt, at flere unge har fået mod på at læse naturvidenskabelige uddannelser, for det er et af de områder, som erhvervslivet efterspørger kandidater på, siger Morten Hansen, der er studiechef på Syddansk Universitet.

Robotteknologi er populær

Også ingeniøruddannelserne på Det Tekniske Fakultet står til en samlet fremgang, og her er det blandt andet civilingeniør i robotteknologi, der trækker.

Sundhedsvidenskab går også frem. Her er det især medicinstudiet samt psykologi, der er efterspurgt. Det betyder øget konkurrence om studiepladserne, fordi der er loft for, hvor mange der kan optages.

De samfundsvidenskabelige uddannelser oplever en mindre tilbagegang, og her er det især jura, som har fået færre ansøgere. Der er dog fortsat langt flere ansøgere , end det er studiepladser.

SDU fastholder fremgang

Humaniora holder nogenlunde tallene fra sidste år, hvis man tager højde for, at dimensioneringen har medført, at der er lukket for tilgang til de arabisksprogede uddannelser.

- Samlet set fastholder SDU en flot søgning sammenlignet med sidste år.  I alt er der en fremgang på én procent, og vi er meget tilfredse med at kunne holde niveauet fra sidste år, fastslår Morten Hansen.

Helt præcist har 6190 ansøgere SDU som det universitet, de helst vil studere på.

Svar den 30. juli

I alt har Syddansk Universitet modtaget omkring 18.000 ansøgninger.

Den 30. juli skal alle universiteter give deres ansøgere besked om, hvorvidt de er kommet ind på ønskestudiet eller ej.

Se også de oftest stillede spørgsmål i forbindelse ansøgninger

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies