Menu

Små virksomheder halter efter med automatisering

Robotter er stadig for dyre og besværlige at bruge for små virksomheder, men det skal et nyt forskningsprojekt på SDU ændre på

Mens robotterne for længst har overtaget det trivielle arbejde på store fabrikker, så halter små og mellemstore virksomheder efter med automatiseringen.

Et forskningsprojekt på SDU skal nu få robotterne gjort så billige og nemme at betjene, at små virksomheder også vil købe dem.

- Vores mål er at udvikle robotter, som er så fleksible og lette at betjene, at virksomheder med en lille produktion, kan se fordelen i at automatisere produktionen i stedet for at sende den til for eksempel Kina, siger professor Norbert Krüger fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Robotten efterligner bevægelser

Projektet hedder ReconCell og er et stort EU-projekt, som skal ruste de europæiske virksomheder i den globale konkurrence. Forskerne skal gøre robotterne lette at programmere, eller rettere instruere, så de hurtigt kan omstille sig til nye opgaver. Samtidig skal robotten være sikker på hånden og yde et perfekt stykke arbejde.

- Det helt grundlæggende ved vores robot er, at den lærer nye opgaver ved at blive instrueret. Robotten bliver instrueret ved at brugeren viser, hvad den skal gøre. På den måde lærer robotten de bevægelser, den skal udføre. På den måde behøver virksomheden ikke at have en ingeniør ansat til at programmere, fortæller lektor Thiusius Rajeeth Savarimuthu fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet.

Øjne på rullebord

Til formålet har forskerne designet et rullebord med en stålopsætning, hvor robottens øjne hænger. Robotten ser gennem et 3D vision system, som sikrer, at den har et perfekt overblik over arbejdsbordet og kan handle ud fra, hvad den ser.

Robottens arme er placeret overfor hinanden ved siden af bordet, så robottens fingre kan håndtere de ting, som bliver lagt på bordet. En af de udfordringer, som forskerne står overfor, er at modellere robottens fingre i en simulation, før de bliver sat på robotarmene. De skal helst ende med at beherske et sikkert pincetgreb, så robotten kan samle små dele.

Robot samler lygter

I udviklingen af fremtidens fleksible robotter skal forskerne besøge flere små og mellemstore virksomheder, for at finde ud af hvordan de bedst kan hjælpe i produktionen. Forskerne er konkret ved at hjælpe med at udvikle en robot-løsning til en virksomhed, som samler lygter til biler. 

- På virksomheden er otte mennesker beskæftiget med at samle lygterne. Det er dyrt, og det er et klassisk eksempel på en produktion, hvor en robot med stor fordel vil kunne overtage det rutineprægede arbejde, så virksomheden ikke lukker, men er rustet til den globale konkurrence, siger Norbert Krüger.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies