Menu

Voldsom stigning i måske unødvendige operationer

Der er udtalte skævheder i, hvordan danskere med ondt i knæene behandles, viser ph.d.-afhandling fra SDU

Dobbelt så mange danskere blev i 2011 opereret for meniskskader som i 2000, viser en ny SDU-undersøgelse. Stigningen dækker over store regionale forskelle og går stik imod forskningen, der viser lille eller ingen effekt af operation.

Resultaterne peger på udtalte skævheder i, hvordan danskere med ondt i knæene behandles.

- Den store stigning i antallet af kikkertoperationer af menisken står i stor kontrast til en stigende mængde af forskning, som ikke har fundet øget effekt af kirurgi sammenlignet med træning, medicin eller placebo, fortæller Kristoffer Borbjerg Hare. Han er tilknyttet  Institut for Idræt og Biomekanik og er netop blevet færdig med den ph.d.-afhandling, der beskriver udviklingen i behandlingen af meniskskader.

De symptomer, der fører til operation, er oftest smerter i knæene, klik-lyde, fastlåsning og besvær med at strække knæet ud. Men disse symptomer er ofte tegn på begyndende slidgigt (artrose), som kræver træning snarere end kirurgi.

Københavnerne opereres tre gange oftere


Den mest markante regionale skævvridning i antallet af operationer ses på Sjælland, hvor Region Hovedstaden udfører tre gange så mange kikkertoperationer i knæene som Region Sjælland.
- De store regionale forskelle tyder på manglende enighed om, hvornår man bør operere for en meniskskade. Samtidig kan vi se en stor stigning i antallet af operationer udført på privathospitaler. Det tyder på, at takstsystemet og ventetidsgarantien måske er presset til det yderste, mener Kristoffer Borbjerg Hare.

Kristoffer Borbjerg Hare, der er ortopædkirurg på Regionhospital Slagelse, håber, at de nye forskningsresultater vil føre til en gennemgang af procedurerne bag en beslutning om operation eller ikke-operation. Ikke kun for meniskskader, men også for skulder- og hofteoperationer, hvor patienternes symptomer måske ligesom i knæene kan stamme fra degenerative tilstande som artrose, som behandles med helt andre metoder end kirurgi.

Error while rendering view [CookieWarning].