Menu

SDU-forsker er konsulent på Hollywood-film

”The Danish Girl” fortæller historien om Einar Wegener, der skiftede køn som en af de første i verden. Forsker Dag Heede har forsynet holdet bag filmen med viden om danskeren

Som en af de første i verdenshistorien gennemgik kunstmaleren Einar Wegener i 1930 en række kønsskifteoperationer og blev til kvinden Lili Elbe. Men operationerne, der havde karakter af medicinske eksperimenter, gjorde Lili Elbe syg, og var sandsynligvis årsag til hendes død blot halvandet år efter indgrebene.

Det er denne historie, der nu bliver filmatiseret i Hollywood-satsningen ”The Danish Girl” med premiere i 2016.

Lektor i danske litteratur Dag Heede har forsket i Einar Wegener/Lili Elbes liv og mødte holdet bag filmen, da det før påske var i København for at optage scener til storfilmen. Formålet med mødet var at bidrage til filmholdets viden om den transkønnede dansker.  

- De var især interesserede i Einar Wegeners ægteskab med den farverige kunstner Gerda Wegener, der var både lykkeligt og komplekst, fortæller Dag Heede. Han var positivt overrasket over, hvordan filmholdet greb arbejdet med historien an.

- Instruktør Tom Hooper er meget grundig i sin research. I det hele taget er filmholdets forarbejde imponerende. Jeg blev faktisk overrasket over, hvor omhyggeligt de gik til værks, siger han.

Filmen er vigtig for transkønnede

Det er vigtigt, at et mainstream medie som en Hollywood-film tager fat i fortællingen om Lili Elbe, da det kan bidrage til en offentlig refleksion over, hvad det vil sige at være transkønnet og køn i det hele taget, mener Dag Heede.

- En lødig film med en fascinerende handling og en attraktiv transkvinde er en positiv synliggørelse af transkønnede og deres historie. Samtidig genopfrisker det et stykke danmarkshistorie, der næsten er gået i glemmebogen, siger han.

På kønskonferencen Kropumulig, der finder sted lørdag den 18. april på Syddansk Universitet, kan interesserede blive klogere på blandt andre Einar Wegener/Lili Elbe.

Øverste foto: Det er tidligere oscarvinder Eddie Redmayne, der spiller rollen som Einar Wegener/Lili Elbe i storfilmen ”The Danish Girl.” Foto: Universal Pictures International

Einar Wegener/Lili Elbe:
Født Einar Mogens Andreas Wegener i 1882
Skiftede i 1930 køn som en af de første i verden og tog navnet Lili Elbe
Gift med kunstneren Gerda Wegener, der støttede Einars ønske om at blive kvinde
Døde i 1931 af sygdomme, der sandsynligvis skyldtes kønsskifteoperationen, 48 år gammel
Samme år udkom Lili Elbes erindringer ”Fra Mand til Kvinde. Lili Elbes Bekendelser”, der blev en pionertekst for det tyvende århundredes translitteratur
Hollywood-filmen ”The Danish Girl,” der fortæller historien om Lili Elbe, får efter planen dansk premiere i 2016.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies