Menu

Syddanmark kan komme til at mangle arbejdskraft

SDU skal på flere uddannelser skære langt dybere end arbejdsløshedstallene tilsiger

 Virksomheder i den syddanske region kan i løbet af få år komme til at mangle arbejdskraft med kompetencer inden for eksempelvis tysk, engelsk og biologi.

Det forudser rektor for Syddansk Universitet Henrik Dam efter, at universitetet har regnet på konsekvenserne af regeringens udspil om at beskære antallet af pladser på de videregående uddannelser. Formålet er at sikre, at unge ikke uddannes til arbejdsløshed, men som det ser ud nu, bliver SDU tvunget til at skære langt dybere, end arbejdsløshedstallene tilsiger.

- Vi udbyder uddannelser i en landsdel, hvor der traditionelt er færre unge, der tager en lang videregående uddannelse, så et højere uddannelsesniveau er afgørende for, at regionens erhvervsliv fremover kan konkurrere såvel nationalt som internationalt. Det er derfor meget bekymrende, hvis vi på længere sigt ikke er i stand til at levere de kompetencer, der efterspørges i de syddanske virksomheder og organisationer, siger Henrik Dam.

Reduktioner rammer skævt

Universitetet skal eksempelvis, ifølge regeringens tal, reducere optaget på de erhvervssproglige uddannelser med 54 procent, selv om den gennemsnitlige arbejdsløshed blandt SDU’s kandidater fra disse uddannelser kun er 15 procent. Erhvervssprog omfatter tysk, engelsk, arabisk og spansk, og universitetet udbyder uddannelser inden for det område i Odense, Kolding, Sønderborg og Slagelse.

Også inden for de naturvidenskabelige uddannelser vil reduktionerne ramme skævt. Der er i gennemsnit en arbejdsløshed på 13 procent blandt kandidater med biologi fra SDU. Alligevel har universitetet fået besked om at reducere sit optag på disse uddannelser med 39 procent.

Mønsterbryderindsats rulles tilbage

- Der er flere andre uddannelser, hvor vi må undre os over kravene om reduktion af pladser. Vi har i mange år arbejdet ihærdigt på at sikre, at langt flere unge fra regionen får en lang videregående uddannelse og har haft succes med at uddanne mønsterbrydere på alle vores campusser. Den indsats rulles nu tilbage, og det er en overvejelse værd ikke mindst i dag, hvor Uddannelses- og Forskningsministeriet markerer årets mønsterbryderdag, siger Henrik Dam.

Ifølge udspillet fra regeringen skal Syddansk Universitet reducere antallet af pladser på kandidatuddannelser med 410.  Det betyder, at der skal skæres endnu flere pladser på de treårige bachelor-uddannelser, der leder hen mod den toårige kandidatuddannelse. Men den effekt er endnu ikke afdækket. 

Error while rendering view [CookieWarning].