Menu

Studieåret skydes i gang med et brag af en fest

På lørdag holdes den årlige semesterstartsfest for alle SDU-studerende med store musiknavne som Morten Breum og Suspekt.

Syddansk Universitets campus i Odense bliver på lørdag omdannet til et stort diskotek med barer, dansegulv, røgkanoner og lysshow, når studenterforeningen Syddanske Studerende for 11. gang holder semesterstartsfest.

Alle studerende ved Syddansk Universitet er inviteret til festen, der holdes hvert år omkring semesterstart og har deltagelse af 3.000-3.500 studerende. Dermed er festen den andenstørste fest på universitetet efter årsfesten i oktober.

- Vi holder festen med det formål at binde SDU sammen. Vi gør det omkring semesterstart, så de nye studerende kan blive en del af det særlige fællesskab, der er på tværs af studieretningerne her på universitetet. Derudover vil vi gerne vise, at studenterforeningen er andet end møder, siger Andreas Munk Jensen, formand for Syddanske Studerende, der arrangerer semesterstartsfesten.

Temaet for dette års fest er globetrotter, hvilket vil afspejle sig i udsmykningen af de forskellige barer og det øvrige festområde. I løbet af aftenen vil der være konkurrencer og koncerter med blandt andre den internationalt anerkendte dj Morten Breum og hiphop-gruppen Suspekt.

Festen begynder klokken 18 og slutter klokken 02, hvorefter de studerende kan tage busser videre i byen.

Læs mere om eventen, line-up, køb af billet osv.

Se en video fra semesterstartsfesten sidste år.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies