Menu

Kørestolsbrugere har større risiko for skulderskader

Med benene sat ud af spillet har kørestolsbrugere kun overkroppen at arbejde med, når de dyrker motion. Men mange af dem får skulderskader og smerter, der forhindrer dem i at dyrke sport. Det vil et nyt samarbejde mellem Syddansk Universitet og Dansk Handicap Idræts Forbund nu sætte fokus på.

 

På Institut for Idræt og Biomekanik står den nyeste teknologi og avancerede træningsfaciliteter klar til at tage imod kørestolsbrugere med skuldersmerter.

Både kørestolsatleter og andre kørestolsbrugere med rygmarvsskader har en øget risiko for at få smerter i skuldrene og det kan gå ud over deres livskvalitet.

”Skuldersmerter kan have konsekvenser både for deres daglige livsførelse, livskvalitet og samfundsøkonomien.

For mange kørestolsbrugere er det af afgørende betydning, at de kan deltage i fysiske sportsaktiviteter og andet socialt samvær til trods for deres funktionsnedsættelse,” fortæller Camilla Marie Larsen, postdoc, ph.d. og fysioterapeut på Syddansk Universitet.

Med projektet ”Skuldersmerter, neuromuskulær funktion og kortlægning af eksisterende trænings-foreskrifter en undersøgelse af vigtige forhold for manuelle kørestolsbrugere,” vil hun og kollegerne i Forskningsenheden for Muskuloskeletal Funktion og Fysioterapi afdække omfanget af skuldersmerter hos kørestolsbrugere, undersøge sammenhængen mellem muskel-styrke balancen og skuldersmerter og gennemgå den videnskabelige litteratur for dokumentation for behandling og forebyggelse af skuldersmerter.

Projektet vil blive udført i samarbejde med eksterne samarbejdspartnere, men er endnu ikke fuldt finansieret.

”Vi mangler videnskabelig dokumentation for, hvor udbredt og hvor alvorligt det er for kørestolsbrugere at have skuldersmerter. Med vores faciliteter på universitetet kan vi blandt andet foretage målinger af muskelstyrke og muskelaktivitet, analysere skulderens bevægelser med elektomyografi og benytte ultralydsscanninger.

Det er vores forventning at vi vil blive klogere på, hvorfor kørestolsbrugerne får smerter, og dette vil give os yderligere viden om forebyggelse og behandling,” siger Birgit Juul-Kristensen, lektor, ph.d. og fysioterapeut på Syddansk Universitet.

Kørestolsbrugere er aktive indenfor mange forskellige sportsgrene under Dansk Handicap Idræts Forbund.

Blandt de mest populære er kørestolsbasket, kørestolscurling, kørestolsdans, kørestolsfodbold, kørestolstennis og kørestolsrugby.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies