Menu

Medrivende fortælling om lys

Lene Vestergaard Hau tryllebandt tilhørerne, da hun torsdag eftermiddag holdt årets HCA-forelæsning "Wizardry with Light

Der var stående bifald til årets HCA-forelæser, som i en time tryllebandt 450 tilhørere med en medrivende indføring i, hvordan man kan stoppe og gemme lyset.  
Lene Vestergaard Hau, dansk Harvard-professor, var inviteret til SDU i Odense for at fortælle om sin mangeårige udforskning af lyset – en indsats, der har gjort hende verdenskendt.
- Vi har i eksperimenter vist, at man kan stoppe og udslette lyset. Og at det kan genskabes med præcis de samme egenskaber. Det kræver utrolig meget tid at designe, konstruere og bygge instrumenter og opstillinger. Faktisk er det kun en procent af tiden vi bruger på selve eksperimenterne, fortalte hun.

Fra 1 km til 0,02 mm

 Lene Vestergaard Hau gennemgik processen, hvor en lyspuls sendes ind i en ultrakold atomsky - et såkaldt BoseEinstein-kondensat -  hvor temperaturen er så tæt på det absolutte nulpunkt, at atomerne ikke længere bevæger sig. Inde i atomskyen taber lyspulsen, som fra starten er en kilometer lang, fart og presses sammen til en længde på blot 0,02 millimeter. Den kan sættes helt i stå og slukke for sig selv.  
- Men der vil stadig være et aftryk af lyspulsen inde i atomskyen, og det kan vi flytte rundt med og gendanne som en kopi med helt de samme egenskaber, forklarede Lene Hau.

På vej mod kvantecomputere

Hendes grundforskning kan få betydning for fremtidens informationsbehandling, ikke mindst udviklingen af kvantecomputere, som forventes at kunne løse en lang række udregninger og problemer, som klassiske computere må give op overfor.
Udover gårsdagens forelæsning deltager Lene Vestergaard Hau i dag i et seminar på Institut for Fysik, Kemi og Farmaci.

HCA-forelæsningerne arrangeres af the Hans Christian Andersen Academy, som hvert år siden 1989 har inviteret en international topforsker til  at holde en forelæsning på SDU.

 

Error while rendering view [CookieWarning].