Menu

Gravide i Odense skal testes for kviksølv-risiko

Forskere vil inspirere sundhedsmyndighederne til at undersøge gravide for kviksølv og til at ændre kostrådene for, hvilke fisk og hvor store mængder fisk kvinder bør spise under der graviditet.

-De generelle kostråd til kvinder i den fødedygtige alder bør ændres. I dag siger man, at gravide skal spise mere fisk, herunder op til 100 gram tun om ugen, og man advarer kun mod nogle få slags fisk, som sværdfisk og haj. Men der er forskel på fisk, og det bør myndighederne erkende.

Det siger Phillipe Grandjean, der er professor og miljømediciner på Syddansk Universitet. Han har i 30 år forsket i kviksølvs indvirkning på mennesker.
 
Forskning viser, at påvirkning med kviksølv kan give ufødte børn hjerneskader, så de fødes med lavere IQ end andre børn og måske får adfærdsforstyrrelser.

Risikoen er størst for børn, hvis mor spiser forurenet fisk, især tun, der indeholder meget kviksølv, som ophober sig i fødekæden.

Sushi og tunbøffer

I øjeblikket forsker Philippe Grandjean på Harvard University i USA, hvor man har fundet ud af, tunfisk alene står for omkring halvdelen af den påvirkning af kviksølv, som amerikanerne bliver udsat for.

-Det er fordi, der er så meget kviksølv i tun, og fordi tun er populært. Folk spiser tunfiskesalat, sushi og tunbøffer, der er lavet af de helt store fisk, hvor der er ophobet meget kviksølv, siger Philippe Grandjean.

-Selv om man kun spiser lidt sushi, er dosis høj. Og jeg vil tro, at under danske forhold vil tun også være den fisk, der giver størst påvirkning med kviksølv, siger han.

OUH  tester gravide

De Videnskabsetiske Komiteer for Region Syddanmark har netop godkendt et pilotprojekt på Odense Universitetshospital, hvor man ved hjælp af hårprøver vil undersøge, hvor meget kviksølv en række kvinder i den fødedygtige alder har i kroppen.

Forsøget med hårprøver er et pilotprojekt, som De Videnskabsetiske Komitéer for Region Syddanmark netop har godkendt.
Når gravide får kontakt med OUH, vil de mest fiskespisende få tilbudt at blive testet for, hvor højt indhold de har af kviksølv i deres krop.

Hvis det viser sig, at fiskespisende kvinderne har et højt indhold af kviksølv, vil de få råd om, hvilke fisk de kan erstatte tun, sværdfisk og haj med, f. eks makrel, rejer og laks.

Grandjean: Alle gravide burde testes

Forsøget foregår kun på Fyn, men forskerne håber også , at det vil komme gravide og ufødte børn til gode i resten af landet.

-Vi vil stille resultater til rådighed og inspirere myndighederne og regionerne til at måle på risikoen for kviksølvforgiftning på gravide kvinder, siger Phillippe Grandjean.

Ifølge professoren vil det være oplagt at teste de gravide, som spiser mest fisk, f.eks. i forbindelse med at de skal have lavet en scanning cirka 12 uger henne i graviditeten.

- Forhåbentlig vil kun få have høje værdier for kviksølv, men den gode nyhed er, at vi kan hjælpe dem med at mindske indholdet i kroppen og dermed beskytte fostret, siger han.
 

Grænseværdi for kviksølv

Philippe Grandjean har tidligere videnskabeligt bevist, at en værdi over 1 mikrogram pr gram hår (1,0 µg/g) er skadelig for udviklingen af et fosters hjerne.

Men ny forskning tyder ifølge Philippe Grandjean på, at grænseværdien maximalt bør være 0,5 mikrogram kviksølv per gram hår, hvis man vil være sikker på at undgå hjerneskader på fostre.

I EU ligger grænseværdien i dag på 2,3 mikrogram per gram hår, mens USA har den laveste grænseværdi i verden på 1 mikrogram.

Kviksølv halveret på tre måneder

Forsøg i DR-dokumentaren ’De ufødte børn’, som sendes på DR1 i aften, tyder på, at der er meget at hente, hvis man ændrer kostrådene til gravide.

flere af kvinderne i forsøget ligger over den grænseværdi, som EU har for, hvor meget kviksølv man må have i kroppen.Et par af kvinderne lader være med at spise tun i tre måneder, og på den tid bliver deres værdier af kviksølv cirka halveret.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies