Menu

Debat om fremtidens hospitaler

Konference på SDU sætter fokus på de udfordringer, som fremtidens akuthospitaler rummer. Det er ligeledes emnet i en ny bog, der udkommer den 27. november.

Frem mod år 2020 investeres der mere end 50 mia. kroner i nye eller renoverede hospitaler, og der er - i dansk sammenhæng - tale om  et historisk stort beløb.

Investeringerne rejser mange spørgsmål: Er hospitalerne fremtidssikrede, og hvordan ser de ud bygningsmæssigt, organisatorisk og ledelsesmæssigt? Hvordan bliver patientens møde med sygehusvæsenet i fremtiden? Og hvordan skal økonomien hænge sammen?

Spørgsmålene sættes til debat på en konference torsdag den 4. december kl. 9-16.30 på SDU i Odense.
Konferencen markerer udgivelsen af en ny bog, ”Fremtidens Hospital”, der udkommer torsdag 27. november.

"Fremtidens Hospital" er den hidtil mest omfattende om emnet og dækker både somatiske og psykiatriske hospitaler. Den er redigeret af Kjeld Møller Pedersen og Niels Christian Petersen, der begge er professorer på COHERE - SDU’s center for sundhedsøkonomisk forskning.
I bogen og på konferencen diskuterer en bred vifte af praktikere og forskere nogle af de udfordringer, fremtidens akuthospitaler står over for i forhold til organisation, ledelse, økonomistyring og planlægning, ligesom vilkårene for fremtidens patienter og sundhedsprofessionelles arbejdsgange sættes under lup.

Om forskningsprojektet Fremtidens Sygehus

Formålet med projektet er at udvikle en plan for fremtidens sygehusvæsen. Resultaterne af forskningen skal imødekomme de stadigt stigende krav om sammenhængende patientforløb, effektiviseringer og incitamentsstyring af produktionen på hospitalerne – og ikke mindst inddrage de mange udfordringer, som opstår i kølvandet på de kommende års planer om omlægninger i det danske sygehusvæsen.

Ambitionen er at udvikle nye metoder og at afprøve nyudviklinger i praksis. Metoderne vil blive afprøvet i samarbejde med klinikere, hospitalsledelser og fageksperter på sygehuse dels for at dokumentere effekten, dels for at finde frem til hvilket forhold, der skal være opfyldt for, at metoderne vil blive taget i brug i praksis.

Det Strategiske Forskningsråds programkomite for Individ, Sygdom og Samfund bevilgede i 2010 knap 19 millioner kroner til projektet, der gennemføres i et samarbejde mellem Institut for Sundhedstjenesteforskning – Sundhedsøkonomi, SDU, Institut for Virksomhedsledelse og Økonomi, SDU, Dansk Sundhedsinstitut og Økonomisk Institut, CBS.

Skitsen illustrerer et fremtidsscenarium på det kommende nye Odense Universitetshospital.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies