Menu

Ny opdagelse om stamcellers udvikling

Verden har store forventninger til, at stamcelleforskningen kan revolutionere bl.a. sygdomsbekæmpelse. Men for at kunne udnytte potentialet i stamceller er man nødt til at forstå, hvordan deres udvikling reguleres. SDU-forskere giver ny indsigt.

Stamceller er celler, der er i stand til at udvikle sig til specialiserede celletyper med specifikke funktioner i kroppens organer, og de fungerer dermed som reparationsceller hos voksne mennesker.

Dette potentiale til at agere reparationsceller kan udnyttes til sygdomsbekæmpelse af f. eks. Parkinson eller diabetes, som er sygdomme, der skyldes, at specialiserede celler dør. Ved at manipulere med stamceller kan man få dem til at udvikle sig til forskellige celletyper. Dette kræver dog stor grundlæggende viden om, hvilke processer der regulerer deres udvikling.

Værktøjer til at styre stamceller

 Nu rapporterer danske forskere i tidsskriftet Cell Reports om en ny opdagelse, der giver et værdifuldt indblik i stamcellernes væsen. Opdagelsen kan føre til nye måder at få stamceller til at udvikle sig til lige præcis den celletype, som en læge måtte ønske sig til behandlingen af en sygdom.

- Vi har opdaget, at proteiner kaldet transkriptionsfaktorer samarbejder på en ny og kompleks måde for at omprogrammere DNA-strengen, når en stamcelle udvikler sig til en bestemt celletype. Hidtil har vi troet, at der kun var få transkriptionsfaktorer bag denne omprogrammering, men sådan forholder det sig ikke, forklarer postdoc Rasmus Siersbæk, professor Susanne Mandrup og ph.d. Atefeh Rabiee fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi på SDU.

- Der er en utrolig kompleksitet i samspillet mellem de involverede transkriptionsfaktorer på specifikke steder (hotspots) i cellens DNA, som vi ikke tidligere kendte til, og dette samspil ser ud til at være enormt vigtigt for udviklingen af stamceller. Det bliver derfor vigtigt i fremtiden at udforske disse hotspots og transkriptionsfaktorernes samspil for bedre at kunne forstå de mekanismer, der styrer udviklingen af stamceller” forklarer Rasmus Siersbæk.  

- Når vi forstår disse mekanismer, har vi meget bedre værktøjer til at styre en stamcelle i den retning, man måtte ønske, tilføjer han. 

Stamceller mod fedme

Forskerne gjorde opdagelsen, da de studerede stamcellers udvikling til fedtceller. Forskergruppen er interesseret i, hvordan en stamcelle udvikler sig til en fedtcelle, fordi indsigten kan give mulighed for at manipulere med fedtcellers dannelse.

- Vi ved, at der findes to slags fedtceller; brune og hvide. De hvide oplagrer fedt, mens de brune fedtceller faktisk øger forbrændingen af fedt. Brune fedtceller ses især hos spædbørn, men voksne har også et varierende antal af disse celler. Hvis det lykkes os at finde måder at manipulere stamceller til at udvikle sig til brune fremfor hvide fedtceller, kan man måske bruge det til at mindske udviklingen af fedme. Disse nye resultater åbner nye muligheder for at gøre dette ved at fokusere på de specifikke steder på DNA’et, hvor proteinerne samarbejder, forklarer forskerne.

 

Error while rendering view [CookieWarning].