Menu

SDU tager 140 virksomheder med på date

Syddansk Universitet inviterer erhvervslivet indenfor til den første SDU Erhvervsdag, hvor universitetet vil vise, hvad det kan byde på af samarbejde mellem forskere, studerende og erhvervsfolk. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie åbner konferencen

Nok er der hverken rødternet dug eller to lys på et bord, men alligevel bliver der rig mulighed for at møde nye og danne par på tirsdag den 3. juni. Her åbner SDU nemlig dørene for cirka 140 erhvervsvirksomheder til den første SDU Erhvervsdag.

Formålet med erhvervsdagen er at gøre det mere synligt for erhvervsvirksomhederne, hvilke samarbejdsmuligheder der er med universitetet. Det står mange i erhvervslivet nemlig noget tøvende over for:

- Vi vil gerne fortælle og vise erhvervslivet, hvordan de med fordel kan indgå partnerskab med universitetets forskere og studerende. Som universitet kan vi være med til at styrke de regionale virksomheder med innovation og akademisk arbejdskraft. Dermed kan vi være med til at holde på regionens kloge hoveder og i sidste ende bidrage til vækst på Fyn og i Sydjylland, siger SDU’s rektor Henrik Dam.

Konference-dagen er delt op i fire hovedspor, og der vil være 20 workshops, hvor professorer og lektorer fortæller, hvad de kan tilbyde. Det krydres med flere cases fra forskellige virksomheder, som allerede har samarbejde med SDU. Der er naturligvis også lagt tid ind til at netværke mellem erhvervsfolk, forskere og studerende. Og på forhånd har erhvervsvirksomhederne haft mulighed for at melde konkrete udfordringer ind:

- Måske står nogle erhvervsfolk med et problem eller en opgave, som én af vores kandidater kan være med til at løse. På dagen bliver der mulighed for at bringe parterne sammen, siger Torben Munk Damgaard, der er konstitueret leder af afdelingen SDU Erhverv.
 
Både han og rektor Henrik Dam glæder sig over, at Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie både åbner konferencen og deltager i den første del.

Konferencen - kræver  tilmelding med frist fredag den 30. maj - foregår tirsdag den 3. juni kl. 9-17 på og omkring det indendørs Campustorv ved universitetets hovedindgang. Campusvej 55, 5230 Odense SV.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies