Menu

SDU får kinesisk H.C. Andersen-ekspert

H.C. Andersen er stor i Kina. Men hvorfor og hvad betyder han i Kina? H.C. Andersen Centret har fået en større bevilling til at ansætte en kinesisk forsker.

Hvad er det for en H.C. Andersen, kineserne ser?

På mange måder er det en anden, end den forfatter vi danskere oftest stifter bekendtskab med i løbet af barndommen. Det skal en kinesisk forsker de næste to år sætte fokus på, takket være en bevilling fra Carlsbergfondet til H. C. Andersen Centret.

- Andersen er Danmarks største nationale ikon i udlandet og især i Kina er han stor.  Og Kina er vigtig i så mange sammenhænge. Vi er lykkedes med at sætte Kina og HC. Andersen på dagsorden, og det belønner Carlsbergfondet, hvilket vi er meget stolte over, lyder det fra leder af H.C. Andersen centret, professor Johs. Nørregaard Frandsen.
Carlsbergfondet har, som en markering af Dronning Margrethes besøg i Kina i april, valgt at tildele en postdoc til SDU og H.C. Andersen Centret.

Flest Andersen-forskere i Kina

Den kinesiske forsker, som der endnu ikke er sat navn på, skal opbygge viden om, hvordan H.C. Andersen ser ud i et mere globalt perspektiv. H.C. Andersen Centret skal altså ud og finde et talent blandt kinesiske forskere, og det bliver formentlig ikke svært.  Johs. Nørregaard Frandsen vurderer, at op mod halvdelen af verdens H. C. Andersen-forskere er kinesere.

- Vi får en fantastisk platform for kinesisk forskning i Danmark. Der vil bygget bro mellem humanistisk forskning i Danmark og Kina, og vi vil komme til at se et meget tydeligere billede af den globale Andersen – han er mangesidet og kompleks, så ham kender vi endnu ikke dybtgående, fortæller Johs. Nørregaard Frandsen.

 

Fakta om H.C. Andersen Centret

 - internationalt førende inden for forskningen i H.C. Andersen.
- forvalter H.C. Andersens kunstneriske værk, forfatterskab og livsfortælling gennem litteratur- og tekstvidenskabelige studier. 
-  udvikler og forsker i H.C. Andersens betydning for kultur, kulturøkonomi, turisme og branding gennem kulturvidenskabelige og formidlingsmæssige tilgange.
- samarbejder med Odense Bys Museer, H.C. Fonden, H.C. Andersens Festivals, Visit Denmark med flere
- indgår i Institut for Kulturvidenskaber og har til huse i Odense Adelige Jomfrukloster i Odenses centrum.

Error while rendering view [CookieWarning].