Menu

Byg en gående robot på fire timer

SDU-forskere på Syddansk har udviklet et byggesæt, så man kan bygge en gående robot på få timer. Det kan få stor betydning for udviklingen af gående robotter.

Fire timer tager det nu at bygge en robot, som kan gå eller endda løbe. Normalt tager det uddannede robotingeniører måneder at bygge en gående robot, men et nyskabende robotbyggesæt LocoKit gør det muligt at bygge gående robotter på få timer. Det kan sætte skub i udviklingen af gående robotter.

- Det er et byggesæt ligesom Lego. Men Lego er mest rettet mod stive strukturer som huse og biler. Hvis du skal bygge noget, som skal gå eller løbe, så bliver det hurtigt lidt stift og tungt, forklarer ph.d. Jørgen Christian Larsen fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet, som har været med til at udvikle LocoKit.

Kasse med byggevejledning

Hvis man ønsker at bygge en robot, som kan løbe, kan man opnå tophastigheder på omkring 1 meter per sekund, som svarer til 3,6 km/h for en robot på størrelse med en kat. I kassen med alle robot-delene er der i dag en byggevejledning, som hjælper brugeren til at bygge en firbenet robot. Men det er kun fantasien, der sætter grænser.

- Ofte vil man nok vælge at bygge en robot med fire ben, men man kan sagtens bygge en robot med to, seks eller otte ben, oftest er det bare ikke særlig praktisk. Man kan også forestille sig at bygge en robot, som hopper som en frø, forklarer Jørgen Christian Larsen.

Byggesættet giver robotforskere mulighed for hurtigere at blive klogere på gående robotter. Når robotten er bygget kan de udforske, hvordan robotten holder balancen og koordinerer sine bevægelser. På den måde kan forskere hurtigt skabe store fremskridt for gående robotter.

Verden er indrettet til ben

- Forskningen i gående robotter er i rivende udvikling. Men hvis robotterne skal færdes hjemmevant i vores omgivelser, så kræver det ben. Vores verden er indrettet til ben. Hjul er bare ikke optimale, når robotter skal over dørtrin og op eller ned ad trapper i vores hjem, siger Jørgen Christian Larsen.

Og forskerne har store planer med gående robotter. De forestiller sig, at robotterne langt ude i fremtiden for eksempel kan gøre stor gavn som hjemmehjælperens lille hjælper. Mens hjemmehjælperen af kød og blod koncentrerer sig om den menneskelige kontakt, tager robotten sig af rengøring og oprydning.

- LocoKit giver ikke forskerne mulighed for at bygge verdens mest avancerede gående robotter, men det er en rigtig god forskningsbase, som hurtigt giver forskerne svar på detaljer omkring for eksempel, hvordan robottens kropsudformning påvirker dens evne til at gå, fortæller Jørgen Christian Larsen.

Billedet viser en firbenet robot, der er bygget ud af dele fra samlesættet LocoKit. Den har taget omkring fire timer at bygge og programmere.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies