Menu

Samarbejde skal styrke matematik og naturfag

Tirsdag åbner Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring – et syddansk samarbejde om forskning og uddannelse, som skal udvikle nye måder at undervise i matematik og naturfag.

Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring er et nyt samarbejde mellem Syddansk Universitet og de to professionshøjskoler University College Syddanmark og University College Lillebælt.

Samarbejdet skal skabe sammenhæng i læringen i daginstitutionerne, folkeskolen og på ungdomsuddannelserne. Samtidig skal der bygges bro mellem undervisningen i matematik og naturfag, så fagenes forbindelse bliver tydelig igennem deres anvendelse i praksis.

Foruroligende lav interesse

Baggrunden for samarbejdet er, at interessen for naturfagene og matematik er foruroligende lav.
Der er derfor behov for nytænkning og en mere målrettet udvikling af læring og undervisning i matematik og naturfag, hvis Danmark også i fremtiden vil være førende på det teknologiske område.

Det er således en del af målsætningen for laboratoriet, at undervisningen på alle niveauer knyttes tættere til den praktiske anvendelse af matematiske og naturfaglige kompetencer og opleves mere relevant og interessant af børn og unge.

I regi af Laboratorium for Sammenhængende Uddannelse og Læring etableres en projektgruppe med forskere og undervisere fra pædagog-, lærer- og universitetets naturfagsuddannelser.
Gruppen skal sammen med repræsentanter fra praksis arbejde for at udvikle en ny organisering af undervisningen i matematik og naturfag.
Laboratoriekonstruktionen gør det muligt at inddrage både kandidat- og professionsbachelor-studerende og etablerer ph.d.-forskningsprojekter inden for området.

Error while rendering view [CookieWarning].