Menu

SDU er god til selv at sikre kvaliteten

Syddansk Universitet har som et af de første danske universiteter fået en positiv institutions-akkreditering. Den er det højeste kvalitetsstempel, en uddannelsesinstitution kan opnå i Danmark, og det giver SDU større frihed til selv at tilrettelægge uddannelser.

SDU får fremover større frihed til selv at tilrettelægge sine uddannelser. Akkrediteringsrådet, der er et uafhængigt, nationalt råd, har anerkendt, at universitetet er så god til selv at sikre kvaliteten i sine uddannelser, at SDU som et af de første danske universiteter har fået en positiv institutionsakkreditering.

En blåstempling

- Der er tale om en blåstempling af vores interne arbejde med at sikre og udvikle det faglige niveau på vores uddannelser. Vi har arbejdet systematisk med kvalitetssikring siden 2005 og er selvfølgelig stolte over at være blandt de første, der får Akkrediteringsrådets ord for, at kvalitetssikringen af vores uddannelser er i bedste kategori, siger prorektor Bjarne Graabech Sørensen.
Han er formand for Uddannelsesrådet på SDU, som har ansvaret for at sikre kvaliteten på uddannelserne og i undervisningen.

Institutionsakkreditering er et nyt begreb i den danske uddannelsesverden.  Der er tale om en helt ny form for godkendelse, som skal sikre, at uddannelsesinstitutioner løbende arbejder med at sikre den faglige kvalitet i deres uddannelser.  Institutionerne placeres i tre forskellige kategorier: Den bedste er positiv akkreditering. Derefter følger betinget akkreditering, efterfulgt af et afslag på akkreditering.

Større selvbestemmelse

I dag skal Akkrediteringsrådet godkende hver enkelt videregående uddannelse, og uddannelsesinstitutionerne skal levere et omfattende materiale for at få lov til at oprette en ny uddannelse.

Fremover må SDU udbyde nye uddannelser, hvis universitetet blot kan dokumentere, at arbejdsmarkedet har behov for folk med den pågældende uddannelse, og at behovet i øvrigt ikke kan dækkes af allerede eksisterende uddannelser. Og når en uddannelse er godkendt, skal den ikke genvurderes efter en årrække. Der er tiltro til, at SDU selv sørger for at opretholde et niveau og en relevans, der gør uddannelsen brugbar på arbejdsmarkedet.

- Den nye akkreditering giver os et større råderum, og samtidig bliver der en mere klar fordeling af, hvad vi selv har ansvaret for, og hvilken kontrol myndighederne skal udøve, siger Bjarne Graabech Sørensen.

De første akkrediteringer af uddannelser fandt sted i 2008, og i dag er der på landsplan akkrediteret 620 uddannelser.
De uddannelsesinstitutioner, som endnu ikke har søgt en institutionsakkreditering eller har fået afslag, kører videre på den gamle ordning, hvor hver enkelt uddannelse skal akkrediteres og genvurderes hver 6. år.

Akkrediteringsrådet har ni medlemmer, og de er alle udpeget af uddannelses- og forskningsministeren.

 

Billedet:
SDU har siden 2005 arbejdet systematisk med at kvalitetssikre sine uddannelser. Billedet er fra en ny undervisningsoase på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, hvor lektor Thomas J.D. Jørgensen lærer de studerende at bestemme masserne af blodproteinet hæmoglobin i blodet fra forskellige dyr og eventuelt også de studerendes eget blod.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies