Menu

Derfor er listeria svær at få has på

Den farlige listeriabakterie er en mester i at tilpasse sig skiftende omgivelser og undgå at blive opdaget. Nu afdækker ny forskning fra Syddansk Universitet præcist hvor snedig bakterien er

- Listeria er med rette en frygtet bakterie, som kan findes i både rå og forarbejdede fødevarer, og som kan være dødelig. Den er notorisk vanskelig at bekæmpe, fordi den har en næsten uhyggelig evne til at tilpasse sig sine omgivelser, fortæller Birgitte Kallipolitis.

Hun er lektor på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi og har sammen med kolleger netop publiceret et studie, der i detaljer afslører, hvordan bakteriens ekstreme tilpasningsevne udspiller sig.
Forskerne har testet, hvordan listeria reagerer, når den udsættes for en række af de stoffer, som normalt kan få bugt med sygdomsfremkaldende bakterier. I laboratoriet blev listeriabakterier udsat for antibiotika, galde, salt, syre og sprit, svarende til, hvad listeria ofte udsættes for i fødevarer, i menneskekroppen og under rengøring.
- Vi vidste godt, at listeria kan modstå disse påvirkninger, men vi vidste ikke helt hvordan, siger Birgitte Kallipolitis.

Gemmer sig for immunforsvaret

Forskerne opdagede, at listeriabakterierne benyttede sig af en række forskellige strategier, der gjorde dem i stand til at modstå påvirkningerne.
- Overordnet set må listeria beskrives som ekstremt tilpasningsdygtig. Den er hele tiden i stand til at registrere, hvilket miljø, den befinder sig i og indrette sig efter det, siger Birgitte Kallipolitis.

Forskerne opdagede også, at listeria er dygtig til ikke at påkalde sig uønsket opmærksomhed fra kroppens immunforsvar.
- På den ene side har den brug for at producere nogle molekyler, der gør den i stand til at invadere celler i vores krop. På den anden side skal den sørge for, at kroppens immunforsvar ikke opdager disse molekyler, så det gælder om at holde en hårfin balance mellem at producere nok af disse molekyler – men ikke så mange, at de bliver opdaget af immunforsvaret, sigerr Birgitte Kallipolitis.

Læs hele artiklen.

Error while rendering view [CookieWarning].