Menu

Rejsegilde på nyt teknisk fakultet

Taget er ved at være færdigt på bygningen, som fra næste år skal huse de ingeniørstuderende. Den nye fakultetsbygning på Campus Odense er udtænkt af den internationalt anerkendte arkitekt, Anna Maria Indrio.

Cirka et år efter, at det første spadestik blev taget, er håndværkerne ved at lukke taget på den 19.000 kvadratmeter store bygning, som fra næste år skal huse 2600 ingeniørstuderende.

Torsdag er der rejsegilde på den nye bygning, hvor Det Tekniske Fakultet flytter ind i 2015. To kilometer adskiller i dag fakultetet fra den øvrige del af Syddansk Universitet i Odense, men i fremtiden smelter ingeniørerne sammen med resten af universitetet.

Hædret  arkitekt

Bygningen er udtænkt af den internationalt anerkendte arkitekt Anna Maria Indrio fra arkitektfirmaet C.F. Møller. Hun er slået til ridder i både Danmark og Italien for sin enestående arkitektur.

Anne Maria Indrio har blandt meget andet været den kreative hjerne bag renoveringen af Hotel d’Angleterre i København. Og det nye tekniske fakultet bliver endnu et mesterværk.

Arkitekturen bag det nye byggeri favner det oprindelige universitetsbyggeri, men skaber samtidig sit helt eget futuristiske udtryk. Dele af bygningens facade bliver beklædt med et net, som ligner en masse sæbebobler i forskellige størrelser. Disse rundinger er med til at skabe lys, luft og rummelighed i bygningen.

Kæmpetrappe som skulptur

Flere markante elementer kommer til at dominere det 19.000 kvadratmeter store tekniske fakultet. Når man træder indenfor i bygningen, bliver man mødt af en kæmpetrappe, som bliver kaldt ’Møblet’. Trappen er som en skulptur, som går gennem bygningen og bliver et naturligt samlingspunkt.

Under den store trappekonstruktion er der seminar- og møderum. Selve bygningen består af to etager med blandede kontorlokaler, projektarbejdspladser og de mest moderne laboratorier.

Error while rendering view [CookieWarning].