Menu

Ingen farlige diesel-partikler kommer gennem nyt filter

Et nyt filter kan kraftigt reducere udledning af farlige partikler og gasser fra dieselbiler. Forskere fra Syddansk Universitet har fundet på at kombinere bilens partikelfilter med katalysatoren.

 

Små partikler strømmer ud af udstødningsrøret på diesel-kranen. På byggepladsen står den mobile kran i tomgang og hoster sundhedsskadelige NOX-gasser og sodpartikler ud af systemet. De farlige gasser og partikler er kræftfremkaldende og øger risikoen for hjerte-kar-sygdomme og astma. Men nu har forskere fra Syddansk Universitet fundet en metode, hvor man helt kan undgå farlige partikler fra biler og maskiner.

- Vi har sat katalysatoren, som omdanner de farlige gasser til vand og luft, sammen med filteret, som sorterer sodpartikler fra, fortæller ph.d.-studerende Jeanette Hvam fra Institut for Kemi-, Bio- og Miljøteknologi på Syddansk Universitet.

Hun har sammen med sine forskerkollegaer fundet en måde at sætte bilens filter sammen med katalysatoren, så rensningen af udstødningsgasserne bliver mere effektiv. De seneste laboratorieforsøg har vist, at ingen farlige sodpartikler kommer gennem det nye filter, samtidig reduceres NOX-gasserne betydeligt.

Både billigere og bedre

Filteret er lavet af materialet siliciumkarbid, som blandt andet bliver brugt i rumfærgers varmeskjold, fordi det er et stabilt stof og næsten ligeså hårdt som diamant. Diamant har den ene ulempe, at hvis det udsættes for ekstrem varme i luft, bliver det til kul. Siliciumkarbid er kemisk stabilt under næsten alle betingelser.

Jeanette Hvam har i halvandet år arbejdet på at finde de helt rigtige materialer og sammensætninger for at få filteret til at fungere. Hun har bygget mange korthuse op, som igen er faldet sammen, inden hun fandt frem til den helt rigtige metode.

- Det er vigtigt at filteret er stabilt og ikke går i stykker. Samtidig skal det være porøst nok til, at gassen kan komme igennem cellevæggene - Også selvom der er smurt katalysator på, som mindsker størrelsen på porrerne, siger Jeanette Hvam og understreger, at det nye filter også bliver billigere at købe.

Bliver snart sat på lastbiler og maskiner

Det nye filter er udviklet i samarbejde med virksomheden Dinex, som producerer komplette udstødningssystemer til lastbiler, busser, varebiler og industrikøretøjer. Og netop i forhold til ikke-vejgående maskiner er det nye partikelfilter interessant, fordi EU gradvist strammer kravene til, hvor mange partikler og giftige gasser maskiner på byggepladser må udlede. 

- Planen er, at vi har prototyper af det nye partikelfilter med katalysator ude at køre på specialmaskiner i år. Vi forventer så at have pilotproduktion klar i løbet af 2015 og egentlig produktion i 2016, hvor alle ikke-vejgående maskiner også skal leve op til de nye skærpede EU-krav, siger project chemist Henrik Christensen fra Dinex Emission Technology A/S.

Error while rendering view [CookieWarning].