Brugerdreven innovation skaber velfærdsteknologiske løsninger

31-årige Pia Withenstein er ansat som regional projektleder i Medicoteknik, Region Syddanmark. Hendes job går ud på at understøtte og dyrke forsknings- og udviklingsprojekter inden for det medicotekniske område.

”Jeg er med til at facilitere brugerdreven innovation fx ved at rådgive læger, teknikere og andre ingeniører. I kraft af vores kliniknærhed kan jeg fungere som bindeleddet mellem innovationsmiljøet, brugerne, eksterne parter og ingeniørerne her på stedet,” siger Pia, der nyder sit udadvendte job med mange kontakter.
”Vi vil gerne fremme udviklingen af medicotekniske produkter – ikke kun i Region Syddanmark, men i hele landet. Derfor arbejder vi tæt sammen med de andre regioner.”

Velfærdsteknologi og brugerdreven innovation
Pia, der er diplomingeniør i Integreret Design, har altid interesseret sig for produktudvikling og brugerdreven innovation, og da hun under studiet valgte et praktikophold på sygehuset, forelskede hun sig i emnet.

”Under praktikopholdet lavede jeg et projekt for H. C. Andersen Børnehospital, hvor vi blandt andet udviklede en virtuel zoologisk have. Vi arbejdede også med genoptræning, hvor vi brugte Nintendo Wii (dengang var det spritnyt), og det endte med, at Bilkas personaleforening sponsorerede Nintendo Wii til alle børnestuerne.”

”Jeg synes, velfærdsteknologi er super spændende, fordi man kan løse problemer for mennesker, der har det svært. Samtidig nyder jeg at arbejde med brugerdreven innovation, fordi man analyserer problemerne i den virkelige verden og finder brugbare løsninger. Man kan jo sige, at det er dem, der har problemerne, der ofte har nøglen til løsningen. ”

Stor variation i projekter
Pia er med i mange typer af projekter, Fx har hun været med til at implementere apparaturregistreringssystemet ”Medusa” i regionen. Systemet gør det muligt for den enkelte afdeling at få overblik over sit apparatur og rekvirere service på det samtidig med, at Medicoteknik har overblikket den totale apparaturpark i regionen.

”Næste skridt er at udvide systemet med et RTLS modul (Real Time Location System), så man altid ved nøjagtig hvor det enkelte udstyr befinder sig. Det forventes at man derved bl.a. kan spare tid på at lede efter apparatur og sikre en bedre udnyttelse af det.”

Altid på udkig efter udviklingsprojekter
Pia bruger også en del tid på at opspore potentielle nye udviklingsprojekter, som kunne være spændende for enten de ansatte eller studerende, og hun vil meget gerne samarbejde med Velfærdsteknologistuderende, når de skal skrive projekter.

Hun sidder også med i regionens innovationspanel, INVIA, som mødes ca. 8 gange om året:
”Det er vores opgave at se på de ideer, som borgere og ansatte sender ind til regionen. Vi kvalificerer ideerne og laver anbefalinger for de forslag, som vi mener, der skal arbejdes videre med. Det er virkelig spændende at være med helt i front og have indflydelse på de kommende udviklingsprojekter,” siger Pia.

Fakta

Vil du være civilingeniør i Velfærdsteknologi starter du på bachelordelen (3 år) og går derefter videre til kandidatdelen (2 år).

På kandidatdelen vælger du én ud af to fagprofiler:

- Sundheds It
- RoboMedic