Skip to main content
DA / EN

Overflytning

Du skal søge om Overflytning hvis:

  • Du er indskrevet på et andet dansk universitet og ønsker at fortsætte den igangværende uddannelse på SDU.
  • Du senest på tidspunktet for udløb af ansøgningsfristen har bestået fag, der svarer til hele første år af uddannelsen, som den er tilrettelagt på SDU.

Du kan også søge om Overflytning hvis:

  • Du er indskrevet på en fuldtidskandidatuddannelse og ønsker at blive flyttet til en tilsvarende erhvervskandidatuddannelse, og  du senest på tidspunktet for udløb af ansøgningsfristen har bestået fag, der svarer til hele første år af erhvervskandidatuddannelsen.

 

Ansøgningsfrist

  • 1. marts: Studiestart 1. september 
    (Der er åbent for ansøgning fra 1. januar. Du får svar på din ansøgning senest 1. august)
  • 1. november: Studiestart 1. februar 
    (Der er åbent for ansøgning fra 1. oktober. Du får svar på din ansøgning senest 20. december)

Når du søger Overflytning skal du ikke deltage i uddannelsens almindelige optagelsesforløb.

Ansøgningerne behandles løbende, og evt. ledige pladser fordeles efterhånden, som ansøgningerne færdigbehandles. Det er derfor en fordel for dig, at du søger så tidligt som muligt, og at du vedlægger den nødvendige dokumentation (se nedenstående afsnit om 'Dokumentation ved ansøgning om Overflytning').

 

Betingelser for at kunne søge Overflytning

For at søge om overflytning på en uddannelse, er det en forudsætning, at:  

Hvis du læser på et universitet i udlandet, skal du altid søge om ny optagelse på uddannelsen - uanset hvor meget du har bestået.
Hvis du bliver optaget, skal du efterfølgende søge merit for de fag, du allerede har bestået. 
Vær opmærksom på, at din nuværende uddannelse ikke nødvendigvis har samme opbygning og indhold, som uddannelsen har på SDU. Det er derfor en god idé først at læse lidt nærmere om den enkelte uddannelse og dens opbygning.

Hvis du ikke kan få merit for første studieår, kan du ikke blive overflyttet, men skal i stedet søge om genoptagelse via almindelig optagelse. 

Er du i tvivl, om du kan få merit for første studieår, er det en god idé både at søge om overflytning og genoptagelse.
Du kan kun blive indskrevet på uddannelsen, hvis der er en ledig studieplads på det studietrin, du skal starte på. 

Antallet af ledige pladser er forskelligt fra uddannelse til uddannelse og fra år til år, og det kan også være tilfældet, at der ikke er ledige pladser. 
Du kan se en oversigt over, hvilke adgangskrav du skal opfylde, under “Adgangskrav og optagelse” på uddannelsens side.

Det er ikke muligt at søge genindskrivning eller overflytning på Medicin-uddannelsen (hverken Esbjerg eller Odense), idet der ikke er ledige pladser på uddannelsen på 2. studieår og opefter. 

Du kan søge om genoptagelse på uddannelsen via almindelig optagelse, hvis du på tidspunktet for udløb af ansøgningsfristen endnu ikke har bestået studieelementer svarende til hele første år af uddannelsen ved SDU.

Læs mere om dine muligheder på uddannelsens side:

 

Dokumentation ved ansøgning om Overflytning

Når du søger Overflytning, er det vigtigt, at du vedlægger den nødvendige dokumentation.
Beder SDU dig om at indsende manglende dokumentation, er det vigtigt, at du overholder de givne frister for indsendelse, da SDU ellers ikke kan nå at færdigbehandle din ansøgning, hvilket vil få betydning for ansøgningens afgørelse.

Ved ansøgning om Overflytning, skal du huske at vedhæfte følgende:

  • Dokumentation for, at du opfylder uddannelsens adgangskrav
  • Et eksamensudskrift fra uddannelsen med alle eksamensforsøg
  • En oversigt over de fag, du er tilmeldt
  • En indskrivningsbekræftelse
  • Studieordning og/eller fagbeskrivelser på alle fag, hvor der er aflagt eksamensforsøg eller sket eksamenstilmelding

 

Hvis du overflyttes, fastsætter SDU dine studievilkår

Hvis du overflyttes til SDU, fastsætter SDU i hvilken udstrækning dine tidligere brugte eksamensforsøg i fag, du ikke har bestået, der skal følge med over på din nye indskrivning. SDU fastsætter også dine øvrige studievilkår, herunder studieordning, merit og studietid.

 

Søg Overflytning

Skift/overflytning fra fuldtidskandidat til erhvervskandidat

Går du på en fuldtidsuddannelse og vil gerne skifte til samme uddannelse tilrettelagt som erhvervskandidatuddannelse, skal du ikke først udmelde dig af fuldtidsuddannelsen, men kan blot søge ind på erhvervskandidatuddannelsen på én af følgende måder:

  • Har du på tidspunktet for udløb af ansøgningsfristen endnu ikke bestået første studieår på uddannelsen, skal du søge om genoptagelse på uddannelsen.
  • Har du på tidspunktet for udløb af ansøgningsfristen bestået første studieår, skal du søge om overflytning via ansøgningsportalen.

Er du i tvivl omkring første studieår, anbefales det, at du søger både genoptagelse og overflytning. 

Hvis du skifter fra en fuldtidsuddannelse til en erhvervskandidatuddannelse, fastsætter SDU i hvilken udstrækning dine tidligere brugte eksamensforsøg i fag, du ikke har bestået, der skal følge med over på din nye indskrivning. SDU fastsætter også dine øvrige studievilkår, herunder studieordning, merit og studietid. 

Brug for hjælp?

Ring til os på 6550 1052

Eller send os en mail via:

Optag (Bachelor) Syddansk Universitet

  • Campusvej 55
  • Odense M - DK-5230
  • Telefon: +45 6550 1051

Sidst opdateret: 01.02.2024