Undervisningskompetence i Innovation

Sådan opnår du fuld undervisningskompetence i Innovation

Kurset Innovation og entreprenørskab i gymnasieskolen giver dig samlet 15 ECTS-point på universitetets masterniveau og dermed en videregående indsigt i innovation. Kurset giver dig faglig viden, færdigheder og kompetencer indenfor dette område, som du kan bruge videre frem  som en relevant faglig opkvalificering.

For at opnå fuld undervisningskompetence i innovation skal du desuden leve op til en række uddannelsesmæssige og  faglige mindstekrav, som du kan læse om herunder.

Faglige mindstekrav for at undervise i faget Innovation

De faglige mindstekrav for faget Innovation er omtalt i Retningslinjer for universitetsuddannelser rettet mod undervisning i de gymnasiale uddannelser samt undervisning i gymnasiale fag i EUX -forløb (VEJ nr. 9698 af 28/08/2018), afsnit 4.5 :

”Innovation er et samfundsvidenskabeligt fag, der omfatter viden, kundskaber og kompetencer inden for invention, innovation og diffusion. Faget giver færdigheder til at arbejde med processerne fra idé til værdiskabende handling, i såvel private og offentlige virksomheder som i profit- og nonprofitorganisationer. Derudover handler faget om innovations betydning på såvel individ-, virksomheds- og samfundsniveau. I arbejdet med faget udvikles almendannelsen og studiekompetencen"

For at få et tilvalg i Innovation skal du have viden om innovation, entreprenørskab og innovative handlinger samt færdigheder i fagets metoder, anvendelse og udfoldelse indenfor følgende syv områder:

Forretningsforståelse  | Ledelse | Organisation | Markedet |  Metode, modellering og it | Kommunikation og teknologi | Udvikling

SDU har på det samfundsvidenskabelige fakultet fag indenfor alle syv områder. Skal du supplere, kan du derfor indskrives på forskellige måder og på den måde stykke et tilvalg sammen.

De faglige mindstekrav afhænger af din uddannelsesbaggrund

Der er i lovbekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser følgende generelle krav til din uddannelsesmæssige baggrund (Lovbekendtgørelse om de gymnasiale uddannelser i uddrag fra kapitel 7)

Kapitel 7

Institutionens lærere

§ 55. Lærere, der underviser i henhold til denne lov, skal have undervisningskompetence i form af faglig kompetence, jf. § 56, og i form af pædagogisk kompetence, jf. § 57, i et eller flere fag i de gymnasiale uddannelser.

§ 56. Faglig kompetence er betinget af en kandidateksamen bestået ved et universitet i et eller flere fag i de gymnasiale uddannelser. Det er endvidere en betingelse, at kandidatens uddannelse i sine enkeltdele og samlet har en sådan faglig og metodisk bredde og dybde, at kandidaten kan undervise fagligt forsvarligt i relation til målene for de gymnasiale uddannelser.

Stk. 2. Det faglige niveau svarende til kandidateksamen kan inden for de tekniske, teknologiske, herunder informationsteknologiske, naturvidenskabelige og erhvervsøkonomisk orienterede fag desuden erhverves ved en professionsbacheloruddannelse eller tilsvarende i kombination med relevant videre- og efteruddannelse og eventuelt relevant fagligt kvalificerende erhvervsmæssig beskæftigelse.

Stk. 3. Lærere, der underviser i de erhvervsrelaterede fag, skal have mindst 2 års relevant erhvervserfaring.

Stk. 4. I de enkelte undervisningsfag skal læreren have et fagligt niveau, der opfylder de faglige mindstekrav i faget, og som mindst svarer til et uddannelsesforløb, der er gennemført på et universitet og af et omfang på 120 ECTS-point på centralfagsniveau eller 90 ECTS-point på sidefagsniveau.

Stk. 5. Institutionens leder tildeler faglig kompetence i forbindelse med lærerens ansættelse på institutionen.

Stk. 6. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, hvilke faglige forudsætninger der skal være opfyldt som betingelse for tildeling af faglig kompetence på grundlag af en kandidateksamen eller en anden tilstrækkelig uddannelse, jf. stk. 1 og 2.

Stk. 7. Undervisningsministeren kan fastsætte regler om, på hvilke betingelser personer, der ikke har faglig kompetence, kan opnå undervisningskompetence efter denne lov.

§ 57. En lærer opnår pædagogisk kompetence ved at gennemføre pædagogikum, jf. lov om pædagogikum i de gymnasiale uddannelser.

Uddannelses- og forskningsministeriet har vurderet følgende uddannelser som umiddelbart dækkende i de faglige mindstekrav:
Cand. merc: Management of Innovation Processes (SDU) og Cand. merc. Entreprenørskab og ledelse (SDU). Dertil kommer kandidatuddannelser på CBS og AAU.   

Opfylder du ikke mindstekravene, eller har du ikke en af ovenstående uddannelser, kan du henvende dig til Undervisningsministeriets fagkonsulent i Innovation Mikkel Krag Brunvold | mail: Mikkel.Krag.Brunvold@stukuvm.dk | tlf. 3392 5326.

Sådan kommer du videre

Ønsker du en vurdering af din faglige kompetence før eller efter, du har gennemført kurset Innovation og entreprenørskab i gymnasieskolen, anbefales du at kontakte Undervisningsministeriets fagkonsulent i Innovation Mikkel Krag Brunvold. Er du i ansættelse på et gymnasium, anbefaler vi, at du får rektor/leder til at stile henvendelsen  vedr. den konkrete vurdering til ministeriet.

Fagkonsulenten kommer med en  vejledende udtalelse på baggrund af en individuel vurdering af din uddannelsesmæssige baggrund og din  erhvervserfaring indenfor området. Hvis du mangler fag, vil fagkonsulenten foretage en ækvivalensvurdering. Her opgøres det, hvilke fagområder du evt. mangler, for at du kan imødekomme de faglige mindstekrav til at undervise i faget Innovation.

SDU vil herefter meget gerne være behjælpelig med at finde de relevante suppleringsfag blandt det udbud, der findes på det samfundsvidenskabelige fakultet. Her kan du henvende dig til Kirsten Høg | mail: kih@sam.sdu.dk

Fagene kan være på såvel bachelor- eller kandidatniveau, og her indskrives du gennem tompladsordningen. Fagene kan dog  også være HD- eller masterfag, og her indskrives du som enkeltfagsstuderende. 

SDU kan dog  ikke garantere, at du kan tage de fag, du evt. mangler, som tompladsfag. Det skyldes, at der kan være adgangsbegrænsning på fagene, da der fra 2014 er blevet indført loft over optaget på en række videregående studier (den såkaldte dimensionering af dagsstudier).

Tompladsfag læses som deltidsstudier under de vilkår, som knytter sig til denne ordning.

HD- og masterfag læses under de vilkår og øvrige betingelser, som gælder for de typer uddannelser, herunder betaling og ansøgningsfrister.

Læs mere om HD uddannelser på SDU 
Læs mere om masteruddannelser på SDU 

Faglige spørgsmål vedrørende kurset Innovation og entreprenørskab i gymnasieskolen kan desuden stiles til kursusleder Kristian Philipsen | mail: kp@sam.sdu.dk | tlf. 6550 1376.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies