Flere vinkler på markedsføring

  • Denne uddannelse kan læses i Odense
  • Denne uddannelse foregår på engelsk

"Projekterne er super spændende. Det er fedt at arbejde med virksomhederne og se, hvordan teorien bliver brugt i virkeligheden", siger Pernille, når hun skal pege på det bedste ved studiet.

Pernille og hendes studiegruppe fra PDI er netop ved at afslutte deres projekt for Exhausto, et firma, som udvikler ventilationssystemer. Gruppen har selv valgt, at de gerne vil udarbejde en marketingsplan for den fynske virksomhed.

"Vi startede med at lave en analyse, hvor vi fandt ud af, hvilke tiltag Exhausto allerede havde i gang, og hvad de andre i branchen gjorde. Vi fandt ud af, at firmaet ikke henvendte sig til slutbrugerne, men kun markedsførte sig i forhold til mellemhandlere", fortæller Pernille.

Markedsføring til to målgrupper
Gruppen undersøgte dernæst forbrugernes kendskab og fandt ud af, at de færreste er bevidste om vigtigheden af et godt indeklima, selvom det faktisk spiller en stor rolle i boligen. På den baggrund gik de videre med marketingsplanen.

"Markedsføringen skulle være innovativ, så vi talte med nogle eksperter om, hvordan man kunne gribe det an. Derefter udviklede vi konceptet, hvor vi bl.a. foreslog et samarbejde med astma- og allergiforbundet", forklarer hun og fortsætter:  

"Vi har udviklet et koncept, hvor vi fokuserer på to målgrupper: Busines-to-business og Business-to-consumer, altså forbrugerne. Målet er det samme, men budskaberne skal tilpasses målgruppen."

Alsidig faglighed
Hvad fremtiden bringer, ved Pernille endnu ikke, men hun vil gerne arbejde videre med forbrugervinklen: "Det er sjovt at kunne se linket mellem teknologi, produktion og hvad forbrugerne gerne vil have. Og så kombinere det med, hvad teknologien kan tilbyde", siger hun.
 

Fakta

Product Development and Innovation er en civilingeniøruddannelse, der består af en bachelordel (3 år) og en kandidatdel (2 år).
De tre første år arbejder du bl.a. med:

  • Produktudvikling
  • Strategisk marketing
  • Global produktion
  • Salg på internationalt niveau