Uddannelsens opbygning

ECTS

Uddannelsen løber over seks semestre (3 år), og er normeret til 180 ECTS - dvs. et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS.
ECTS -systemet er et internationalt pointsystem, og ECTS angiver den arbejdsbelastning, som gennemførelsen af en given uddannelse er normeret til. På Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside kan du læse meget mere om, hvad ECTS er.
Tallene i tabellen herunder angiver ECTS-point.

Uddannelsens opbygning og fag

Diagram, Uddannelsens opbygning, Jura, SDU

*Faget har et særligt undervisnings- og eksamensforløb. Se fagbeskrivelsen og læseplanen for faget

På 5. semester er der mulighed for udlandsophold på et universitet i udlandet eller for et projektorienteret forløb i en virksomhed. Læs mere nedenfor.

Mere om studiet

Studieåret

På universitetet regner vi i ECTS-point, og et års fuldtidsuddannelse udgør 60 ECTS. Et studieår er opdelt i 2 semestre, som hver har 15 undervisningsuger.

I et typisk semester er der undervisning i 14-16 lektioner à 45 minutter pr. uge. Undervisningen består af forelæsninger, øvelser på mindre hold og projektarbejde med vejledning. I nogle fag er der forelæsninger alle ugerne, mens andre fag veksler mellem forskellige undervisningsformer eller er helt projektbaserede.

Undervisningen starter i efterårssemesteret den 1. september, og slutter lige før jul. Forårssemesteret starter den 1. februar, og slutter omkring den 1. juni. Der er eksamen i januar og juni.

I slutningen af august afholdes introduktionsdage og introtur for nye studerende. Du møder din faglige vejleder, som er ældre studerende på din uddannelse, og du møder dine tutorer, som sørger for, at du kommer godt fra start på dit nye studie.

Undervisning

Undervisningsformerne på universitetet afhænger af, hvilket fag du har. De forskellige undervisningsformer har også forskellige formål:

forelæsningerne skaber forskere og andre undervisere, der er ansat på universitetet, overblik over litteraturen i det pågældende fag. Du kommer til at stifte bekendtskab med de forskellige teorier, og underviseren bruger tid på at gennemgå de måske svært forståelige dele af bøgerne. Forelæsningsholdene kan være så store, at det kan være svært at få diskussioner i gang, men der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål eller bringe et emne op til debat. I mange tilfælde er forelæsningsholdene ikke større, end at underviseren sagtens kan stille spørgsmål til de studerende og derigennem få en dialog i gang i undervisningen.

I en del fag er der knyttet øvelsestimer til forelæsningerne. Øvelserne foregår på hold på 20-25 studerende. I øvelserne løses der opgaver, og konkrete cases gennemgås og diskuteres. Det er tit ældre studerende, der underviser i øvelsestimerne. Øvelsestimerne er et godt sted at komme med eventuelle spørgsmål og kommentarer til den læste litteratur.

Når der skal skrives større opgaver og projekter, er der næsten altid afsat tid til individuel vejledning. Det gælder for eksempel for det afsluttende bachelorprojekt, hvor den enkelte studerende forholdsvist frit vælger sit emne, hvorefter opgaven skrives under vejledning af en underviser.

Bachelorstudiet er et fuldtidsstudie, og derfor forventes det, at du arbejder med dit studie meget mere end den tid, der er afsat til  forelæsninger og øvelser. Det forventes, at du bruger en del tid på selv at sætte dig ind i stof, at arbejde med øvelsesopgaver og selvstændigt at arbejde med projekter senere i studiet. Som andre universitetsstudier, kræver bachelorstudiet derfor, at man kan arbejde selvstændigt. Men på SDU synes vi, at det er vigtigt, at man altid kan få hjælp, hvis man er gået i stå. For selv om man skal arbejde selvstændigt, betyder det ikke, at man skal klare alting alene.

Eksamensformer

Fagene på bacheloruddannelserne eksamineres typisk ved deres afslutning, hvilket vil sige, at man går til eksamen i januar og juni.

Der bruges mange forskellige eksamensformer: Skriftlig og mundtlig eksamen, take-home-eksamen og seminar og projekter.

Et seminar er en undervisnings- og eksamensform, hvor alle studerende i seminarkredsen skal skrive en opgave. Opgaverne diskuteres herefter i seminarkredsen, og de studerende skiftes til at forsvare egen opgave, opponere mod andres opgave og være ”almene” diskussionsdeltagere.

Udlandsophold

På dit 5. semester har du mulighed for at tage på udlandsophold ved et udenlandsk universitet. Du kan enten vælge et universitet, som SDU samarbejder med, eller du kan vælge at arrangere dit eget ophold ved et andet universitet. SDU samarbejder med mere end 200 partneruniversiteter, og vi vil gerne hjælpe dig med at finde det helt rigtige sted til dig.

Du lærer rigtig meget ved at være på udlandsophold - både hvordan det er at bo og studere i et andet land, men også rigtig meget om dig selv. Du vokser ved at bo alene i et andet land, og det bliver en oplevelse for livet, hvis du vælger at tage afsted.

Læs mere om udlandsophold.

Projektorienteret forløb

På dit bachelorstudie kan du vælge at tage i projektorienteret forløb i en virksomhed på dit 5. semester, sideløbende med at du har fag på universitetet. Du kan vælge faget som et valgfag, hvor størstedelen af faget foregår i den konkrete virksomhed. Du lærer dermed, hvad det vil sige at indgå i arbejdsrelationer, du får afprøvet din teori i praksis, og du får udbygget dit netværk, allerede mens du læser.

Bachelorprojekt

Du afslutter dit studie med et bachelorprojekt på 6. semester. Bachelorprojektet er en større opgave, du skal skrive inden for et afgrænset emne. Du kan skrive det alene eller sammen med normalt op til tre medstuderende, ligesom du kan skrive det i relation til en virksomhed og dermed koble det, du har lært, til praktiske problemstillinger.

Studieordning og fagbeskrivelse

Kompetencebeskrivelsen for bacheloruddannelsen i Jura finder du i studieordningen, og du kan læse mere om fagene i fagbeskrivelsen.

 

Læs om adgangskrav og karrieremuligheder.

Søg ind nu!

optagelse.dk

Få styr på din ansøgning

Få overblik over hvad din ansøgning skal indeholde, og hvad du skal være særligt opmærksom på, når du søger ind på en bacheloruddannelse.

læs mere