Studerende fortæller

Sociale støtter i studietiden

Jeg synes, Odense er en rigtig hyggelig og social by. Jeg er tilflytter fra København, men er hurtigt faldet til i Odense. Jeg synes, det er vigtigt, man deltager i det sociale liv med ens medstuderende, da det ellers vil blive 5 lange år på studiet. Der kan være nogle tunge perioder, og der er det vigtigt, man har det sociale at kunne støtte sig op ad.

Jeg er rigtig glad for jurastudiet, og vil varmt anbefale det til andre. Det, jeg godt kan lide ved Syddansk Universitet, er, at så mange af uddannelserne er samlet i et campus, det er ikke spredt ud over hele byen ligesom f.eks. i København. Derudover giver Juridisk Institut de nye studerende en god tilgang til studiet med et introforløb, der er arrangeret af ældre jurastuderende."

Fie, studerende på Jura

Hverken tørt eller trivielt

"Jeg kan godt lide de daglige udfordringer i at kunne sætte sig ind i komplicerede, juridiske problemstillinger.

Derudover synes jeg også, at mangfoldigheden i uddannelsen er meget spændende. Dette skyldes, at juraen som sagt er meget bred, og dermed har man mulighed for at beskæftige sig med rigtig mange forskellige og spændende problemstillinger – jura er på ingen måde tørt, det er derimod en meget spændende og varierende måde, hvorpå man kan udvide sin horisont."

Andreas, studerende på Jura