Når målet er ønskeuddannelsen

’Det er svært at nå alt, men på en eller anden måde klarer jeg det alligevel’, fortæller 22-årige Maria Duedal med et smil. Maria blev for et par år siden færdig som sproglig student, men nu vil hun gerne læse videre og supplerer derfor op med kemi, fysik og matematik på Adgangskursus. Målet er naturligvis at komme ind sin ønskeuddannelse på SDU.

Sammenhold
Maria har 32 undervisningstimer om ugen, arbejder som handicaphjælper og danser en masse i sin fritid. ’vi arbejder sammen i grupper og hjælper på den måde hinanden med at nå det hele. Sammenholdet er ligesom i en almindelig klasse. Og jeg er ret vild med, at der på Adgangskursus er personer med forskellige baggrunde. Håndværkerne ved fx en masse om, hvordan tingene virker i praksis, så vi supplerer hinanden rigtig fint’.

Skrammer
Maria mødte en dag op til undervisning med en del skrammer i panden og på hænderne, fordi hun var blevet påkørt af en anden cyklist; ’Jeg var ret overrasket over, at læreren og sekretæren tog sig så godt af mig; det var jo ikke særlig alvorligt. Det lyder måske lige en tand for idyllisk til at være troværdigt, men jeg synes faktisk endnu bedre om vores studiemiljø efter at jeg fandt ud af, personalet virkelig passer på os studerende’, afslutter Maria.