Undersøgelse af foreningsudvikling

Rapport udgivet af Jens Høyer-Kruse og Bjarne Ibsen: Undersøgelse af 'DM i foreningsudvikling'.

Jens Høyer-Kruse og Bjarne Ibsen: Undersøgelse af 'DM i foreningsudvikling'. Odense: Institut for Idræt og Biomekanik, Center for forskning i Idræt, Sundhed og Civilsamfund, 2013.
Movements, 2013:7 (pdf)

 
’DM i foreningsudvikling’ (DMIF) er en strategisk indsats udviklet af DGI uddannelsesforum. Indsatsen giver mulighed for, at op til tre foreninger fra hver af DGI's landsdelsforeninger kan være med. Foreningerne skal i konkurrence med omkring 30-40 andre foreninger dyste med hinanden, hvor de har mulighed for at beskæftige sig med fem forskellige områder eller udviklingsplatforme:

  • Ledelse – rekruttere flere frivillige.
  • Medlemmer – flere medlemmer, nye målgrupper.
  • Idræts- og aktivitetsudvikling – moderne og fleksible idræts- og motionstilbud.
  • Idrætsmiljøer og faciliteter – forbedre de fysiske rammer.
  • Aktiv involvering i lokalsamfundet – samarbejde med andre foreninger, virksomheder og offentlige myndigheder.

DMIF gennemførtes for første gang fra september 2011 til maj 2012, hvor 36 foreninger tog del i mesterskabet. Et lignende forløb er gennemført i 2012-13, og der er også fremtidige forløb i støbeskeen. Det er DM-forløbet 2011-2012, som nærværende rapport tager udgangspunkt i.

Indsatsen har fået en betydelig omtale, og de deltagende foreninger giver udtryk for, at deres deltagelse har haft en positiv betydning for foreningens udvikling:

”For styregruppen i RIF har deltagelsen i ”DM i Foreningsudvikling” været en unik mulighed for at nytænke foreningens grundlag. At rokke ved de arbejdsgange som vi alle grundlæggende ved virker, men måske er blevet lidt slidte i kanterne!” (Rolfsted Idrætsforening)

Der er imidlertid behov for en dybere analyse af, hvor dækkende sådanne udtalelser er, og på hvilke områder deltagelse i DMIF har haft en indflydelse på foreningen og dens udvikling. Formålet med denne undersøgelse er således, at:

  • dokumentere hvilken betydning ’DM i foreningsudvikling’ har haft for de deltagende foreninger, og
  • perspektivere og diskutere ’DM i foreningsudvikling’ som ’metode’ i sammenligning med andre metoder til foreningsudvikling.

Rapportens sigte er ikke at sige, hvad der fungerer og ikke fungerer og give handlingsanvisninger derpå – men i højere grad at skabe eftertænksomhed og refleksion i forhold til den måde at arbejde på i forbindelse med foreningsudvikling.

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies