Skip to main content
DA / EN

Lær at forstå nutidens tendenser med fortidens viden 

Brænder du for antikkens arkæologi, historie, sprog og litteratur? Så læs Oldtidskundskab på SDU.  På uddannelsen får du en dybdegående viden inden for tekstforståelse, analyse og fortolkning af materiel kultur med afsæt i antikkens tekster og monumenter. Du bliver skarp på, hvordan den klassiske tradition stadig er til stede i nutidens arkitektur, kunst, litteratur, retorik, filosofi, politik m.m. Du får viden om antikkens betydning for, hvordan verden ser ud i dag, og hvordan antikke spor i samfundet er med til at skabe rammerne for vores samtid. Du lærer at tilegne dig og bearbejde store mængder information, arbejde tværfagligt og at formidle din viden både skriftligt og mundtligt. 

SDU er det eneste sted i landet, der udbyder uddannelsen som en hel bacheloruddannelse, så hos os får du derfor en stor kernefaglighed og dybdegående forskningsbaseret undervisning. Du får en tilbundsgående viden om antikkens kulturer og om, hvordan nutidens sprog, normer, kunstopfattelse og måder at tænke på i Europa stadig er dybt præget af antikkens kunst, litteratur og arkitektur.

 
Studiemiljø
Vi er et relativt lille studie, og vi har derfor et stærkt studiemiljø blandt studerende og undervisere. Derudover har vi et fagråd og et festudvalg, der arrangerer mange forskellige begivenheder bl.a. akademisk nørdeklub, sommerfest, julehygge, filmaften, pubcrawls mm. Vi har også vores årlige højdepunkt ”Klassisk dag”. Her planlægger en gruppe studerende hvert år i november en faglig dag med spændende foredrag om et antikt emne.
 
Jobmuligheder
Med en bacheloruddannelse i Oldtidskundskab får du viden om nutidens samfund, da du opnår en detaljeret forståelse af antikkens historiske betydning for hverdagens samfundsstrukturer. Du lærer at arbejde helhedsorienteret og analytisk, og gennem de tværfaglige studier bliver du skarp på at identificere samarbejdsflader mellem fagområder. Du kan efter endt uddannelse bl.a. arbejde inden for diverse kulturbrancher, uddannelsessektoren, private og offentlige virksomheder, turisme, undervise i gymnasiet eller arbejde som kulturformidler.
 
 

3 gode grunde...

  • Du får en tilbundsgående, tværfaglig viden om antikkens kulturer og deres betydning i nutiden. 
  • Uddannelsens geografiske fokus på Middelhavsområdet gør det oplagt at kombinere uddannelsen med et udlandsophold i f.eks. Rom eller Athen.
  • Du bliver en del af et mindre studiemiljø, hvor faglig sparring, indflydelse på uddannelsen, fællesskab og gode relationer bliver en del af din hverdag.
 

Instagram takeover fra Oldtidskundskab

Følg @hum_studieliv_sdu på Instagram