Menu

Dansk 100 års studie - Fødselsårgangen 1915

Ph.d. studerende Signe Høi Rasmussen, cand.med., er tilknyttet Dansk Center for Aldringsforskning.

Baggrund

Den højeste middellevetid i verden er steget næsten lineært med 2½ år pr. 10 år over de seneste 150 år. Der er ingen tegn til, at denne udvikling er ved at stoppe. Således er ældre over 85 år den aldersgruppe, som relativt set vokser kraftigst i disse år. Med denne undersøgelse ønsker vi at belyse, hvordan den overordnede funktionsevne og helbredstilstand er hos populationen af de allerældste.

 

Formål

At sammenligne sygdomsforekomst, fysisk og kognitiv funktionsevne mellem tre forskellige fødselsårgange af 100-årige.

 

Materiale og metode

Fødselsårgangen 1915 er tidligere blevet undersøgt i år 2010, hvor deltagerne var 95 år. I løbet af 2015 gennemførtes en ny undersøgelse af 1915-årgangen, denne gang som 100-årige, delt i to geografiske gruppe, hhv. øst (1915-øst) og vest (1915-vest) for Storebælt. Disse vil blive sammenlignet med 100-årige fra to af vore tidligere undersøgelser af 100-årige, hhv. fødselsårgang 1895 og fødselsårgang 1905. Dermed spænder vi over 20 år: 1895, 1905 og 1915.

Alle potentielle projektdeltagere blev identificerede via CPR-registret. Der var 502 personer, der fyldte 100 år i løbet af 2015. Undersøgelsens data er tilvejebragt gennem personlige interviews og undersøgelser i deltagernes eget hjem.

I ”1915-øst” indgik alle, der fyldte 100 år og boede øst for Storebælt. Interviewene blev gennemført fra august til november 2015 af trænede interviewere fra Danmarks Statistik (DST Survey). De få deltagere som var 99-år på interview tidspunktet, pga. fødselsdag i december, blev kun medtaget i analyserne, hvis de var i live på deres 100-års fødselsdag. Interviewet bestod af to dele: 1) et personligt interview omhandlende socio-demografiske data, socialt netværk, funktionsevne (ADL), sygdomsforekomst, medicinforbrug samt alkohol og tobaks forbrug, og 2) en række test (hukommelse og humør) og helbredsmålinger (blodtryk, lungefunktion, højde, vægt, muskelstyrke).
 

I ”1915-vest” indgik alle, der fyldte 100 år og boede vest for Storebælt. Disse deltagere blev inviterede efterhånden som de fyldte 100 år, hvorfor besøgene blev gennemført fra januar 2015 til februar 2016. Besøgene blev gennemført af en læge og sygeplejerske. Som i ”1915-øst” bestod interview-delen af enslydende spørgsmål. De efterfølgende undersøgelser udgjorde, ud over de nævnte i ”1915-øst”, tillige en række kliniske undersøgelser (elektrokardiogram (EKG), ekkokardiografi samt distal blodtryksmåling) samt blodprøver til undersøgelse af arveanlæg og måling af en række klinisk-biokemiske parametre.

 

Alle data bliver opbevaret i en databank og det biologiske materiale i en eksisterende biobank, som begge er godkendte af Datatilsynet.

 

Studiedesign

Kohortestudie. Alle der fyldte 100 år i løbet af 2015 og boende i Danmark. 

 

Tidsramme

Fra den 1. september 2014 til 31. august 2017

 

Fondsmidler

Velux Fonden, Novo Nordisk Fonden samt Fakultetsstipendium fra SDU.

 

Hovedvejleder

 

Medvejledere

Ph.d. studerende

Signe Høi Rasmussen

Kontakt

Hvorfor ældes vi så forskelligt?

Dansk Center for Aldringsforskning

Gå til DARC

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies