Menu

Hvordan påvirker uddannelse og kognitiv funktion midt i livet risikoen for negative helbredsudfald sent i livet?

Tidligere studier har vist en sammenhæng mellem kognitiv funktion tidligt i livet og flere helbredsudfald senere i livet samt dødelighed. Fx er kognitiv funktionsevne i barndommen associeret med fysisk funktionsevne midt i livet og dødelighed op til 76-års alderen. Endvidere er der fundet en dosis-respons sammenhæng karakteriseret ved en øget dødelighed blandt midaldrende personer med lavere kognitiv funktion. Det er dog stadig uklart, hvorvidt kognitiv funktionsevne midt i livet er associeret med negative helbredsudfald relateret til aldringsprocessen og tidspunktet for tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Det diskuteres hvorvidt tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet påvirker og øger hastigheden for tab af kognitiv funktionsevne, men det er uvist om kognitiv funktion midt i livet påvirker alder ved pensionering.

Formål

Projektets formål er at undersøge sammenhængen mellem kognitiv funktion og uddannelse ved 50 og 60 års alderen og negative helbredsudfald sent i livet samt dødelighed. Endvidere undersøges sammenhængen mellem kognitiv funktionsevne midt i livet og henholdsvis alder for tilbagetrækning for arbejdsmarkedet og kognitiv funktionsevne sent i livet. Med projektet fokuseres også på om sundhedsadfærd, personlighed, uddannelse og sociale relationer er medierende faktorer for kognitiv funktionsevne midt i livet og funktionsevne sent i livet. Vi vil med projektet søge svar på følgende spørgsmål:

  1. Er der sammenhæng mellem kognitiv funktionsevne og uddannelsesniveau midt i livet og antal af tænder sent i livet?
  2. Er der en association mellem kognitiv funktionsevne midt i livet og fysisk funktionsevne sent i livet samt dødelighed?
  3. Har kognitiv funktionsevne midt i livet betydning for alder ved tilbagetrækning for arbejdsmarkedet?
  4. Hvilken betydning har kognitiv funktionsevne midt i livet for den kognitive funktionsevne sent i livet?
  5. Har sundhedsrelateret adfærd, personlighed, uddannelse og sociale relationer en medierende betydning for associationen mellem kognitiv funktion midt i livet og funktionsevne sent i livet?

Projektet baseres på data fra Glostrups 1914-kohorte, som består af personer født i 1914 og som var bosiddende i Glostrup og omegn. Det var det første longitudinelle populationsstudie i Danmark, der undersøgte raske, voksne danskere (n=975). Data blev indsamlet af Forskningscenter for Forebyggelse og Sundhed i Glostrup. Populationen er fulgt fra 50 års alderen og frem til 90 års alderen og er blevet undersøgt med ti års mellemrum fra 50-70 år og siden hvert femte år. Alle undersøgelserne har omfattende information om kognitiv funktion, fysisk funktionsevne, sociale faktorer, tænder og flere biologiske mål.

Fondsbevillinger

  • DARC II, Velux Grant nr. 32105.

Publikationer:

Copenhagen Aging and Midlife Biobank (CAMB): an introduction.
Avlund K, Osler M, Mortensen EL, Christensen U, Bruunsgaard H, Holm-Pedersen P, Fiehn NE, Hansen AM, Bachkati SH, Meinke RH, Jepsen E, Molbo D, Lund R.
Journal of Aging and Health 2014;1(26):5-20.

Ph.d. studerende

Kristina Harrsen Bachkati

Kontakt

Hvorfor ældes vi så forskelligt?

Dansk Center for Aldringsforskning

Gå til DARC

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies