Menu

Fuld projektbeskrivelse

Abstract: Projektet skal udvikle et nyt, dynamisk kulturbegreb, der kan udgøre en ramme for refleksion i den senmoderne, ”hybride” kulturinstitution og bidrage til at nytænke kulturformidlingens mål og midler. Det nye kulturbegreb skal kunne a) belyse hvordan, på hvilken baggrund og med hvilken konsekvens kunst og kultur har ændret karakter i retning af social begivenhed og iværksættelse; b) bruges til at reflektere det aktuelle fokusskifte i kulturformidling fra ekspertise til brugerdeltagelse og c) bidrage til at bygge bro mellem teori og praksis ved at udvikle et grundlag for konceptuel kulturformidling. Projektet indløses gennem teoretisk begrebsafklaring, analytisk og strategisk modeludvikling og case-baserede studier (i de regionale kulturaftaler og kunst- og kulturhistoriske museer) med basis i hvilke, der etableres en konkret dialog med praksisfeltet.

Kulturformidling er lige som andre praksisfelter underteoretiseret, men samtidig genstand for en stigende forskningsmæssig interesse og politisk opmærksomhed. Dette projekt bidrager til en brobygning mellem teori og praksis ved på baggrund af en gentænkning af kulturbegrebet at udarbejde en ramme ud fra hvilken, der kan arbejdes med konceptuel kulturformidling, dvs. afstemte formidlingsformer, der er begrundet idémæssigt og omsat til såvel langsigtede målsætninger som aktuelle strategiske valg.

Baggrunden for projektet er kulturens aktualiserede betydning i det senmoderne ”oplevelsessamfund” (Schulze 1992, 1997) og som led i rekonstruktionen af den moderne national- og velfærdsstat (Bennett 1998, 2013). Hele kulturpolitikken og de klassiske kulturinstitutioner er under indflydelse heraf sat over for en række omstillingskrav. Danske kommuner opfordres til at gå sammen om større rammepolitiske indsatser, mens de enkelte kulturinstitutioner opfordres til at indgå i klynger og åbne sig mod hinanden og mod byen og samtidig inddrage (nye/ikke-) brugere i virksomheden. Der søges aktuelt efter termer, der kan fungere som pejlemærker for denne omstilling: den ”digitale”, ”inkluderende” eller ”demokratiske” by; ”smarte”, ”åbne” eller ”hybride” institutioner; ”kreative alliancer”, brugerdrevet ”innovation” og ”communities” af brugere mv. (Danskernes kulturvaner 2012, Fremtidens Kunstmuseum 2010, Reach out inspirationskatalog 2012). Kernen heri er, at den centrale formidlingsopgave har taget en drejning fra oplysning, saglig stofformidling og klassikerfortolkning mod oplevelse, aktualisering og brugerdeltagelse.

Formålet med projektet er for det første at udvikle et kulturbegreb, der kan rumme den dynamik og det krav om affektivt engagement og dialogbaseret deltagelse, der kendetegner nutidens livsstils-orienterede og flerkulturelle virkelighed. Formålet er for det andet at operationalisere et sådant kulturbegreb i en model til brug for såvel analyse som strategiske valg i mødet mellem institutioner og brugere. Formålet er for det tredje at skabe et grundlag for dialog mellem teori- og praksisfelt, herunder overveje eksterne krav og forventninger hos henholdsvis offentligheden (brugerne) og det offentlige (stat og kommuner) og reflektere målsætninger på et kritisk-etisk grundlag (Butt 2005, Rogoff 2005) og i lyset af begrebsliggørelser af det kulturelle medborgerskab (Stevenson 2007, Couldry 2010).

Hovedtesen er, at der er brug for en grundlæggende begrebsudvikling, der kan danne afsæt for en reflekteret kulturformidling, dvs. identifikation, selektion og prioritering af relevante formidlingstyper under hensyntagen til såvel aktuelle brugerbehov og samfundsmæssige krav som mere langsigtede, kultur- og æstetikfagligt begrundede perspektiver. Det er formodningen, at de nuværende eksperimenter i kultursektoren er tæt forbundet med den pågående digitalisering og de ideer om brugerdeltagelse, som web 2.0 og de sociale medier har lagt op til (Digital museumsformidling - i et brugerperspektiv, Drotner et. al. 2011). Men med inspiration fra filosoffer og politiske tænkere som Agamben, Arendt og Sennett har medie- og kulturforskere (Turner 2010, Thumin 2012) advaret mod en ureflekteret tro på såvel de nye medieteknologiers demokratiske potentialer som på brugerdeltagelse som et løsen til (social) inklusion og (økonomisk) innovation. Tværtimod kan sådanne forestillinger spærre for en dybere forståelse af såvel spændet mellem demotisk (folkelig, populær) og demokratisk som mellem demokrati og teknokrati. Der er derfor brug for et dynamisk kulturbegreb, der kan fungere som et refleksivt redskab i afgørelser om samspil mellem smag, etik og politik og befordre idéer om, hvad formidling som initiering af (med)skabelse og social transformation kan være (jf. også Hammershøj 2012; Nielsen 2007).

Forskningsfelt. Den forskning, som projektet skriver sig ind i og ønsker at bidrage til med sit afsæt i en gentænkning af kulturbegrebet, er det relativt nye felt, hvor kulturforskningen møder bestræbelser på en teoretisk og begrebslig kvalificering af kulturformidling som praksisfelt (Andersen, J. et. al. 2012; Jantzen, Vetner og Bouchet, 2011; Langsted et. al. 2010). Feltet spænder nationalt som internationalt over fænomener som new museology (Anderson 2004; Dysthe, Bernhardt & Esbjørn, 2012; Hooper-Greenhill 2007; Janes 2009; Ingemann & Larsen 2005; Witcomb 2004) og new institutionalism (Ekeberg 2003, Möntmann 2006, Kangas & Vestheim 2010) og omfatter en række simultane bestræbelser inden for biblioteker og arkiver (Rasmussen, Jochumsen & Skot-Hansen 2011), arkitektur og byudvikling (Kiib 2010, Marling & Zerlang 2007), medier og public service (Brynskov, Halskov & Kabel 2010).

Teoretisk-metodisk grundlag. I gentænkningen af kulturbegrebet tager projektet afsæt i kulturteoretikere som Z. Baumann (1999), R. Sennett (2007, 2012) og A. Huyssen (2003), der arbejder med kultur som henholdsvis et kognitivt/perceptuelt begreb; et (sam)handlingsbegreb og et diskursivt/identitetspolitisk begreb. Det er en supplerende tese, at det vil være relevant og muligt at sammentænke disse forskellige dimensioner i et dynamisk kulturbegreb, hvor de sættes i spil med hinanden. Til brug herfor henter projektet inspiration i de internationale cultural studies, herunder en tradition for cultural policy studies (Bennett 1998, 2013), i kombination med a) performativitetsteori, b) mere-end-repræsentationel-teori og c) affektteori.

I centrum for cultural studies har siden 1970’erne stået R. Williams’ definition af kultur som ”the emergent public good” (Sørensen et. al. 2010). Her er kultur dels noget tilblivende og derfor i princippet åbent/uafgørligt, dels noget fælles og noget, der er genstand for en almen/offentlig interesse. Dette grundlag ønsker vi at kombinere med den såkaldte Amsterdamskole og M. Bals cultural analysis (2002, 2010, 2012) af kunst og kultur som æstetiske objekter og processer, der udvirker noget, dvs. er performative. Projektet er tænkt som en videre udredning af et sådant dynamiseret og performativt kulturbegreb, og der inddrages en række teoretikere, der i lighed med Bal arbejder med kunst, kultur og performativitet (Bishop 2012, Bourriaud, 2005, Fischer-Lichte 2004, Jalving 2011). I forlængelse af dette grundlag vil der også blive sat fokus på, hvordan begreber og koncepter i sig selv er performative: "while groping to define, provisionally and partly, what a particular concept may mean, we gain insight into what it can do" (Bal 2002, p. 11). En sådan konceptforståelse kan netop danne den bro mellem teoretisk begrebsudvikling og refleksiv praksis, som er kernen i vort projekt, og befordre en fleksibel forskningsramme med blik for, hvordan en sådan også gør noget ved sit felt.

Med henblik på at gentænke kulturbegrebet er den ikke-repræsentationelle (Thrift 2008, Anderson & Harrison, 2010) eller mere-end-repræsentationelle (Lorrimer 2005) teori en anden væsentlig reference. Hos disse human- og kulturgeografer er kultur de tilblivende livsformer, der kommer til udtryk gennem hverdagslige rutiner og tilskyndelser, flydende møder og kropslige bevægelser, affektive intensiteter og sensuelle dispositioner, praktiske færdigheder og handlingsmæssige dispositioner. Det bidrager igen til at understrege, at kultur ikke er noget, der findes som en værdi eller essens ”derude”, og som skal afdækkes af forskeren og formidles af eksperten. Kultur er det, der opstår, skabes og betydningssættes som sådan i situationsbestemte møder og processer mellem ting, steder og mennesker, herunder ikke mindst i det institutionelt indrammede møde i fx museet eller byrummet, hvor levet liv og ekspertise mødes.

Såvel performativitetsteori som mere-end-repræsentationel teori trækker på og henviser til den affektive vending inden for de æstetiske fag og i kulturvidenskaberne, der omfatter en fornyet interesse for følelser, sanser og imagination (Ahmed 2004, Sedgewick 2003, Wetherell 2012) og derigennem også for såvel fænomener som stemning, atmosfære og nærvær (Böhme 2012, Gumbrecht 2012) som ting, steder og rum (Massey 2005; Miller 2010). Dette nye teorifelt har bidraget til at gentænke æstetik og kultur hinsides kategoriske distinktioner og smags- og dannelseskategorier og dermed fundere oplevelsesbegrebet, herunder genoverveje forholdet mellem selv, fællesskab og samfund.

Projektet er sammensat af fire kvalitative, eksplorative case-studier (Denzin & Lincoln 2011), der samlet set skal bidrage til at udvikle det dynamiske kulturbegreb og til at omsætte det til en konceptuel forståelse af formidling. De skal hver især gå i dialog med de involverede institutioner, projekter og aktører, bl.a. ved at arbejde med deltagende, etnografiske metoder. Metodologisk vil delprojekterne være inspireret af en ny-fænomenologisk tradition for at fokusere på krop, sanser/følelser, rum og mobilitet og følgelig anvende metoder som visuel etnografi og flersteds- eller flerspektret etnografi (Pink 2008, 2012). Det er metoder, der er grundlæggende dialogiske og udviklet med henblik på at indfange processer, relationer og modaliteter. De skal i analysen kombineres med analytiske greb, hentet fra henholdsvis ikke-repræsentationel og affektiv teori og den postkritiske og performative kunst- og kulturanalyse, fx Thrifts ”assemblage”-begreb med hvilket netværk og relationer kan afdækkes, Rogoffs ”deltagelsesmodalitet” gennem hvilke deltagelse kan tilgås som formbegreb, eller Bals kombination af ”fokalisering” og ”framing” med hvilket synsvinkel og perspektiv kan afgøres.

Projektmål og -resultat. Som en konsekvens af det skitserede afsæt er projektet koncentreret om at a) udvikle et dynamisk og flerspektret kulturbegreb b) omsætte det til en model for refleksion, målsætning og strategiske valg c) udvikle og afprøve modellen i samarbejde mellem delprojekterne og mellem teori og praksis. De fire delprojekter skal hver især indgå i en dialog med deres felt om begrebs- og modeludviklingen og både hver for sig og sammen rapportere tilbage til felten gennem publicering, konferencer mv. (se nedenfor). På baggrund heraf drages fælles konklusioner mht. såvel det begrebsudviklende arbejde som dets muligheder for at fungere som et grundlag for konceptbaserede formidlingsformer og en herpå baseret evalueringspraksis.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies