Menu

4 Organisation og formidling

4.1      Projektgruppe og ledelse

Projektgruppen er tværinstitutionel og tværfaglig. I gruppen samles skrive-, sprog- og tekstdidaktisk forskningskompetence med fagdidaktisk kompetence inden for centrale gymnasiale fag. Projektet har et stærkt element af forskeruddannelse. Der søges således midler til to års post.doc. (Hobel, medfinansieret til adjunktur af Hum.Fak., SDU), samt til to år af et ph.d.-stipendium (Iversen, medfinansieret af Det naturvidenskabelige fakultet, SDU, men knyttet til ph.d.-skolen ved Det humanistiske fakultet). Derudover tilknyttes et igangværende ph.d.-projekt (Piekut, vejleder Krogh). 

Projektet ledes af Krogh som varetager den daglige ledelse. Der etableres en intern styregruppe med henblik på overordnede beslutninger og langsigtet planlægning.

Følgende forskere fra centrale og projektrelevante miljøer har givet tilsagn om at indtræde i en faglig ressourcegruppe:

·         Prof. Jon Smidt, Høgskolen i Sør Trøndelag.

·         Prof. Vibeke Hetmar, Danmarks Pædagogiske Universitetsskole/Århus Universitet.

·         Universitetslektor, fil.dr. Mona Blåsjö, Stockholms Universitet.

·         Prof. Gunther Kress, School of Education, University of London.

·         Emeritus prof. Roz Ivanič, Lancaster University.

·         Prof. Helmut Vollmer, Osnabrück Universitet.

Projektet knyttes til skriveforskningsmiljøet ved Syddansk Universitet. Dansk skriveforskning er relativt beskeden, men i nordisk sammenhæng anerkendt for sit bidrag til den gymnasiale skriveforskning (Dysthe & Hertzberg 2007). Der er således gennemført en række gymnasiale forskningsprojekter ved Syddansk Universitet (Hedeboe 2002, Engstrøm 2003, Krogh 2007, Wiese 2004, Hobel 2009) og ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole/Århus Universitet (Illum 2002, Hansen 2004a).

På nationalt niveau indgår projektet i netværket Selskab for faglig læsning og skrivning i og på tværs af fag som samler forskere i faglig læsning og skrivning fra Syddansk Universitet og Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

4.2      Projektorganisering og formidlingsplan

Projektperiodens første to år vil have fokus på dataindsamling, bearbejdning af data og præliminære analyser. Dataindsamlingen i det større longitudinale projekt fortsætter det tredje år, men ellers lægges vægten i de to sidste projektår på analyser og formidling af resultater. Organisatorisk bæres projektet af 1-2 interne dagseminarer pr semester samt et intranet som vil danne forum for intern kommunikation og fælles databank. Nedenstående formidlingsplan udstikker milepæle for såvel forskningsformidling som populær formidling rettet mod gymnasiesektoren.

År 1 2010-2011

·         Seminar med ressourcegruppe forår 2011.

·         Delstudie ’Medierende redskaber’ afsluttes med sektorrettet rapport i skriftserien Gymnasiepædagogik .

·         Artikel i Journal of Writing Research.

·         Deltagelse i konferencer: SIG Writing/EARLI, sept. 2010, Nasjonalt senter for skriveopplæring og skriveforsking sept. 2010, 4th International Conference on Writing Research feb. 2011, Den tredje Nordiske Fagdidaktikkonference maj 2011.

År 2 2011-2012

·         Seminar ressourcegruppe forår 2012.

·         Delstudie ’Genrekompetencer og skriftlighed’ afsluttes med afhandling og forsvar.

·         Organisering af nordisk forskeruddannelseskursus.

·         Deltagelse i relevante konferencer.

·         1 eng.sproget artikel, 1 tysksproget art., 3 artikler i nordiske publikationer og tidsskrifter. 

År 3 2012-2013

·         Dagseminar ressourcegruppe forår 2013.

·         Post.doc.-projekt afsluttes med to internationale artikler (nordisk og eng.spr.) samt populær formidling i faglige tidsskrifter.

·         Delstudie ’Diskursiv matematisk skrivning’ afsluttes med afhandling og forsvar.

·         Deltagelse i konferencer: SIG/Writing/EARLI, Nasjonalt skrivesenter i Trondheim, den fjerde Nordiske Fagdidaktikkonference i Oslo.

·         Alle delprojekter publicerer internationalt (nordisk, eng., ty.)

·         Populær formidling af projektfund og analyser, rettet mod sektoren, publiceret i Gymnasiepædagogik.

År 4 2013-2014

·         Organisering af afsluttende international konference under temaet Literacy and Disciplinarity.

·         Deltagelse i relevante konferencer, herunder 5th International Conference on Writing Research.

·         Dansksproget bogudgivelse på anerkendt forlag, rettet mod det nordiske forskersamfund.

·        Forskergruppen tilbyder at redigere et særnummer af det elektroniske tidsskrift Journal of Writing Research, alternativt Written Communication.
 
1       Relevans og mål
2       Baggrund og vidensstatus
3       Projektdesign og delstudier
5       Litteratur

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies