Menu

Auschwitzdag Syd

Hvem er vi?

AUSCHWITZDAG SYD er et initiativ, oprettet i tilknytning til Syddansk Universitet med det formål at gennemføre oplysningsaktiviteter om Holocaust, især på folkeskoler i det fynske, syd- og sønderjyske område. Vi tilbyder temadage og gæsteforedrag til 8.-10. klasser i januar/februar måned. Underviserne er velskolede, formidlingstrænede historiestuderende, og undervisningen er gratis. Vi tilbyder også udstillingen BØRN I KRIG. POLEN 1939-45, som også kan bruges på lavere klassetrin.

Hvad er Auschwitzdag?

Den 27. januar 1945 blev nazisternes største udryddelseslejr Auschwitz (i dag i Polen) befriet af sovjetiske tropper. Det spotske slogan ”Arbeit macht frei”, som tusindvis af fanger hver dag passerede, når de marcherede ud til slavearbejdet og slæbte sig tilbage om aftenen medbringende dagens døde, er kendt af de fleste. Det sad over indgangen til den ældste af Auschwitz-kompleksets tre store og mere end 40 mindre koncentrationslejre. En af de store lejre, Birkenau, var en regulær dødsfabrik. Her blev 1 million jøder myrdet ved hjælp af sult og giftgas og brændt i store krematorier. I Auschwitz-lejrkomplekset omkom også henved 200.000 ikke-jøder. Som det sted, hvor folkedrabet fik næsten industrielle former, og det sted, hvor flest jøder blev myrdet, er Auschwitz blevet et naturligt symbol på det nazistiske folkedrab på henved 6 millioner af Europas godt 10 millioner jøder såvel som udryddelsen af andre grupper, som nazisterne betragtede som politiske fjender eller af ”mindreværdig race”. Så Auschwitz står i dag som symbol på folkedrabet på jøderne – Holocaust – og på nazismens øvrige forbrydelser. I 2003 blev årsdagen for Auschwitz-lejrsystemets befrielse officiel dansk mindedag, i 2006 officiel international mindedag i FNs regi. Den 27. januar mindes vi alle, der blev ofre for Holocaust og nazismens øvrige forbrydelser; vi mindes også de mennesker, der blev ofre for andre folkedrab i tidens løb.

Med udgangspunkt i nazisternes folkedrab på jøderne, Holocaust, trækker Auschwitz-dagen tråde til senere folkedrab og massevoldsforbrydelser rundt omkring i verden. Sigtet med Auschwitzdag-aktiviteterne er at formidle historisk funderet viden om Holocaust og andre folkedrab. Formålet er især at få unge mennesker til at reflektere over racistiske ideologier og totalitære regimer; ved at gøre sig klart, hvordan et folkedrab finder sted, kan vi skærpe opmærksomheden på, hvad der sker i verden, og forhåbentlig være med til at forhindre, at historien gentager sig.

Hvad tilbyder vi?

I januar og februar måned, dvs. ugerne omkring den 27. januar, kan skolerne gratis få historiestuderende ud som gæstelærere til en temadag om Holocaust eller til enkeltstående gæsteforedrag. Gæstelærerne aflønnes af SDU. Skolen skal kun dække deres transport til og fra Odense. I Kolding og Sønderborg kommuner er besøget fra AUSCHWITZDAG SYD helt gratis for skolerne, idet kommunen dækker transporten. Målgruppen for gæsteforedrag og temadage er elever på 8.-10. klassetrin, derimod ikke de lavere klasser, som kræver en anden pædagogik. Læs mere om tilbuddet her.

Udstilling

Vi tilbyder også udstillingen BØRN I KRIG. POLEN 1939-45 med dertil hørende lærermateriale. Udstillingen er bygget op om tegninger, lavet af polske børn i 1946: Børn på forskellige alderstrin har tegnet deres indtryk af den brutale krig og besættelse, de just havde gennemlevet. Der er tale om en plakatudstilling, egnet til opsætning på skolens bibliotek eller i fællesarealerne. Den kan bruges helt ned til 3.-4. klasse, f.eks. i forbindelse med billedkunstundervisning. Skolen skal kun betale et beskedent beløb for forsendelse af plakaterne. Læs mere om udstillingen her.

Tilmelding og bestilling

Vi åbner for bestilling af temadage/gæsteforedrag i juni 2016. I vore partnerkommuner går der meddelelse ud direkte til skolerne medio juni. Partnerkommunerne er Odense, Kolding og Sønderborg. Vi kommer også gerne ud på skoler i andre kommuner på Fyn og i Syd-/Sønderjylland; blot skal skolerne her selv betale for vore gæstelæreres transport. Tilmeldingen sker efter ”først-til-mølle-princippet”. Undervisningsarrangementerne finder sted i januar/februar 2017. Bestilling af udstillingen BØRN I KRIG kan ske løbende.

Når du kontakter os for at tilmelde din skole/klasse, vil det være godt, om du på forhånd har overvejet, hvilken dato og hvilket tidsrum, du gerne vil have os på besøg. Det er en god idé at slå flere klasser eller hele årgange sammen til en fælles temadag – det har vi gode erfaringer med.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen. Læs mere om cookies

Acceptér cookies