Menu

Økofysiologi

Vi er overordnet interesseret i, hvordan dyr tilpasser sig til ændringer i miljøforhold. Akvatiske miljøer udviser store variationer i fysiske og kemiske parametre (f.eks temperatur, ilttilgængelighed, saltholdighed), som kan være enten periodevise eller af mere permanent karakter. Vores forskning inddrager forskellige vandlevende modelorganismer (især fisk) i undersøgelser af, hvordan miljøændringer giver akutte forstyrrelser i dyrenes fysiologi, som udløser kompensatoriske svar, der tillader fysiologisk tilpasning til det ændrede miljø.

Vi studerer også forskelle i fysiologiske karaktertræk mellem arter, som forklarer, hvordan arter evolutionært har udviklet forskellige tolerance til givne miljøforhold. De spørgsmål vi stiller undersøges vha. en lang række forskellige teknikker, der spænder fra undersøgelser af hele dyrets respons over organ- og vævsniveau til det cellulære og molekylære niveau. Vi har et udbredt samarbejde med kollegaer både nationalt og internationalt. To af vore centrale temaer er (1) tilpasning til iltmangel og (2) tilpasning til varierende saltholdighed.

Tilpasning til iltmangel (hypoxi) hos vertebrater:
  • Dette involverer studier af forskellige fysiologiske mekanismer og processer, herunder metabolisme, respiration, hjertefunktion, syre-base balance og blodets ilttransporterende egenskaber. Endvidere undersøges den fysiologiske rolle af signalstoffet nitrogen oxid (NO) og dets metabolitter (nitrit og S-nitroso forbindelser), med speciel fokus på arter der naturligt oplever periodevis iltmangel (karper, dykkende hvaler) eller sågar tolererer fuldstændig fravær af ilt i lange perioder (karusser og sumpskildpadder).
Tilpasning til varierende saltholdighed:
  • Der udføres undersøgelser af de basale molekylære mekanismer, der varetager vand- og saltbalancen hod vandlevende organismer, f.eks. samspil mellem NaK-pumpen, aquaporiner og tight junction proteiner i epitheler, der transporterer vand og salt. Som forsøgsdyr anvendes især euryhaline fisk, som kan omstille sig mellem forskellige saltholdigheder i vandet. Vi udfører såvel kvantitative transcript og protein analyser samt kvalitative lokaliseringsstudier vha. immunofluorescens og high-resolution STED mikroskopi.
  • Den hormonelle regulering af vand-saltbalancen - herunder fysiologiske effekter af hormonforstyrrende stoffer. F.eks. undersøges hvorledes laksefisks naturlige vandring og omstilling til havmiljøet forstyrres af østrogenlignende stoffer, samt hvorledes hundestejlers osmoregulering påvirkes af androgene kemikalier.

Ansatte:
Lektor Frank Bo Jensen
Lektor Steffen S. Madsen
Laborant Lene Jakobsen

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies