Menu

Fakultetets nye bygning

Ingeniørstuderende, forskere og ansatte på SDU's tekniske fakultet er flyttet ind i en unik ny bygning, der sammenkæder højteknologi, fællesskab, lys og luft. Flytningen markerer samtidig den fysiske fusion af Det Tekniske Fakultet med universitetets hovedcampus i Odense.

Tre af fakultetets fire institutter har til huse i den nye bygning, hvor moderne laboratorier, undervisningsfaciliteter, projektrum og fællesarealer både er tidssvarende og peger ud i fremtiden. Arkitekturen og indretningen er målrettet mod at inspirere til innovation og faglighed på tværs af institutter og med det øvrige SDU.

Tæt kontakt mellem studerende og undervisere 

Bygningen er i tre etager, og den nederste rummer primært 6.000 kvadratmeter laboratorier og værksteder, der sikrer forskere, undervisere og studerende moderne faciliteter langt ind i fremtiden. 

1. og 2. sal præges af kontorlokaler, grupperum til studerende og fællesarealer, der levner masser af plads til samvær, og dermed er der grobund for tæt kontakt mellem undervisere og ingeniørstuderende. Bygningens hjerte er trappekonstruktionen "Møblet", der skaber sammenhængskraft mellem afdelingerne. 

Facaden er domineret af betonelementer med rundede mønstre inspireret af italiensk arkitektur. Den særlige facadestruktur giver bygningen et godt lysindfald og et let, levende udtryk. 

Cirka 3000 studerende og 300 medarbejdere har deres gang i bygningen, som indvies officielt den 30. september 2015. 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies