Menu
Professor skal opbygge et international forskningsmiljø for fremtidens byggeri på SDU

Professor skal opbygge et international forskningsmiljø for fremtidens byggeri på SDU

Bygninger skal performe i indeklima og fysiske rammer, men designet skal også være til at bygge. Det er en professor, som både har design og bæredygtighed på hjertet, som nu skal stå i spidsen for SDU Civil and Architectural Engineering.

Bæredygtighed, æstetik og ny teknologi som virtual reality og robotter skal forme fremtidens byggeri. Det er visionen, når 51-årige Mikkel Kragh sætter sig i stolen som professor og sektionsleder for SDU Civil and Architectural Engineering.

 - Min erhvervserfaring får mig til at konkludere, at kombinationen af urbanisering, Industri 4,0 og den globale dagsorden for bæredygtighed er en 'perfekt storm' i forhold til at skabe et internationalt forskningsmiljø i tæt samarbejde med industrien, siger Mikkel Kragh, som tiltræder 1. maj 2017.

 Og Mikkel Kragh har en bred erhvervserfaring at konkludere ud fra. Senest har han som chef for BUILD stået i spidsen for at gøre Dansk Arkitektur Center til byggeriets tværfaglige mødested. Før det arbejdede han internationalt i 17 år med base i England, Italien og Belgien. Senest som global leder af Facade and Architectural Design i den internationale virksomhed Dow Corning. Han er oprindeligt uddannet civilingeniør og ph.d. fra DTU.

 International bølge af trækonstruktioner

 Bygninger har en stor betydning for vores liv. Vi opholder os i gennemsnit 90 procent af vores tid inden for i bygninger. Men både klimaforandringer og urbanisering er faktorer, som kommer til at have stor påvirkning på byggeriet af vores huse og byer.  

 - I takt med flere kraftige storme og stormfloder vil vi se krav om, at både eksisterende og nyt byggeri skal leve op til højere standarder for at stå bedre imod. Vores bygninger er nødt til at være bedre sikret mod de vejrmæssige konsekvenser af klimaforandringer, påpeger Mikkel Kragh. 

 Men byggeri er i sig selv en af de store klimasyndere. Cirka 40 procent af vores CO2-udslip er på en eller anden måde relateret til bygninger. Derfor er der ved at rejse sig en international designbølge af træhuse, for træ har den helt klare fordel, at det er et bæredygtigt materiale, hvis det anvendes hensigtsmæssigt.

 - Danmark har en stærk tradition for betonbyggeri, og det vil vi fortsat have, men moderne teknologi inden for tømmer kan give miljømæssige fordele herunder for eksempel træets kulstofbinding. Derudover er det et nemt materiale at gå til. Populært sagt kan man bygge et træhus med en skruetrækker. Det er spændende perspektiver, men det betyder jo ikke, at alt nu skal bygges i træ, understreger Mikkel Kragh.

Tilbage til aktuelt
Mikkel Kragh tiltræder som professor og sektionsleder for SDU Civil and Architectural Engineering.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies