Menu

”Hermed erklærer vi Danmarks første internationale testcenter åbent”

Ministre, dronevirksomheder og forskere var samlet i SDU´s dronehangar til indvielsen af Danmarks nye dronecenter, UAS Denmark, og det nye luftrum, som er dedikeret til droner.

 Af Birgitte Dalgaard, bird@tek.sdu.dk

- Velkommen til en dag, hvor vi skal åbne Danmarks nye dronecenter med navnet UAS Denmark, sagde Odenses borgmester Peter Rahbæk Juhl til de over 200 gæster, der var mødt op for at fejre indvielsen af UAS Denmark – Danmarks Dronecenter.

- Et center, som for første gang tilbyder et dedikeret luftrum til droner.

Med en vision om, at droneindustrien skal være Danmarks hurtigst voksende industri inden for fem år, er Odense Kommune, HCA Airport og SDU gået sammen om at skabe et førende dronecenter.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Droneluftrum i gave 

- Hermed erklærer vi Danmark første internationale testcenter for åbent, sagde transportminister Ole Birk Olesen og uddannelses- og forskningsminister Søren Pind i kor, mens de klippede den røde snor over til det unikke droneluftrum, som regeringen har givet dronecenteret i gave.

Regeringen har afsat et luftrum på 867 km² over Nordfyn, hvor det er droner, som har førsteret på at flyve. Luftrummet bliver dedikeret til kommerciel udvikling af droner, og fly må kun flyve i luftrummet, hvis der ikke er droneaktivitet.

- Åbningen af testcenteret markerer startskuddet til det, som har potentialet til at udvikle sig til et internationalt kraft- og videnscenter for droneudvikling, understregede transportminister Ole Birk Olesen, mens uddannelses- og forskningsminister Søren Pind fulgte op:

For bygningerne, vi står i, og luftrummet over os skal nu for alvor være centrum for en af de teknologier, der kommer til at vende op og ned på meget i de kommende år – nemlig droner. Tillykke med det.

Tilbage til aktuelt
SDU Drone Center

SDU Dronecenter (UAS) arbejder tæt sammen med eksperter inden for robotteknologi, computer vision, fysik, software engineering, maskinteknik og cyber-fysiske systemer

Læs mere

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies