Menu

Ny hjerteprofessor i Odense

Overlæge, ph.d. og dr.med. Jacob Eifer Møller (48) er tiltrådt et professorat i akut hjertesvigt og avanceret hæmodynamik ved Hjertemedicinsk Afdeling B, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Jacob Eifer Møller skal styrke samarbejdet og forskningen i akut hjertesvigt i Region Syddanmark, blandt andet ved at styrke det lokale, nationale og internationale samarbejde og ved at igangsætte klinisk forskning inden for akut hjertesvigt, ekkokardiografi og hjerteklapklapsygdomme.

Jacob Eifer Møller er uddannet fra Syddansk Universitet i 1995 og blev speciallæge i kardiologi 2007 og har haft overlægeansættelser i perioden 2008-2013 på Kardiologisk Afdeling B, Hjertecentret Rigshospitalet og siden 2013 som overlæge på Kardiologisk Afdeling B, Odense Universitetshospital (OUH). Han har gennem sine ansættelser opnået en høj specialisering inden for behandlingen af kritisk syge hjertepatienter. I sin nuværende overlægestilling på OUH har han et tæt samarbejde med thoraxanæstesiologisk intensiv afsnit VITA om deres kardiologiske intensiv-patienter og varetager daglig stuegang på afsnittet.

I hans forskerkarriere har ekkokardiografi spillet en helt central rolle. Den ekkokardiografiske forskning har været fokuseret på udvikling og praktisk anvendelse af ekkokardiografiske metoder til noninvasiv vurdering af hæmodynmik især venstre hjertekammers fyldning og specielt den prognostiske betydning af disse. Forskningen dannede basis for erhvervelsen af ph.d.- graden i 2001, et længere forskningsophold på Mayo Clinic Rochester USA og den medicinske doktorgrad i 2006.

”I de seneste år har det været OUH og SDU’s strategi, at sikre forskningsunderstøttelse af de højt-specialiserede funktioner, og det har været muligt at skaffe økonomi til dette formål. Med ansættelsen af Jacob Eifer Møller har Hjertemedicinsk Afdeling nu tre professorer inden for forskellige fagområder. Det ser vi som en betydelig styrkelse af specifikke områder inden for kardiologien i Odense”, siger Kim Brixen, direktør på OUH.

”Vi ser meget frem til samarbejdet,” udtaler Niels Marcussen, Institutleder på Klinisk Institut, SDU. ”Jacob Eifer Møller er en god klinisk kardiolog, som er på forkant med udviklingen og har haft betydelig indflydelse på gældende kliniske retningslinjer. Han har udført forskning af høj kvalitet og har mange internationale samarbejdspartnere inden for klinisk kardiologi med vægt på hjertesvigt.  Han er en gevinst for os”.

Jacob Eifer Møller har publiceret 128 artikler i peer reviewed tidsskrifter og er førsteforfatter på 25 af artiklerne, har forfattet flere bogkapitler bl.a. i Medicinsk Kompendium, og fungeret som hoved eller medvejleder på otte afsluttede og fem igangværende ph.d.-forløb.. Han har desuden modtaget Dansk Cardiologisk Selskabs Uddannelsespris i 2009 og Dansk Cardiologisk Selskabs forskerpris i 2014.

Tilbage til aktuelt

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies