De gymnasiale ansættelsesmuligheder
Kunne du godt tænke dig at arbejde med undervisning i den gymnasiale verden? Har du overvejet om det særlig er stx, hhx, htx eller hf, der interesserer dig? Og har du overvejet at dine undervisningskompetencer også vil kunne bruges i uddannelse af eksempelvis pædagoger, folkeskolelærere med mere? For at du kan få mulighed for at blive eksempelvis gymnasielærer, skal du have undervisningskompetence i minimum to fag. Dette betyder, at du skal have bestået en bestemt mængde ECTS point i hvert af de to fag, som sikre, at du har de nødvendige faglige og pædagogiske kompetencer.
Faglig kompetence
For at opnå faglig kompetence skal du have afsluttet en kandidatuddannelse (inkl. speciale) i et undervisningsfag. Derudover skal dit tilvalg have et omfang af 90 eller 95 ECTS – evt. 120 ECTS, hvis det er fra et andet hovedområde end dit centrale fag. Du vil på listen over tilvalg under de enkelte tilvalg (http://www.sdu.dk/Uddannelse/Tilvalg_sidefag ) kunne se, hvilke fag, der i udgangspunktet giver faglig kompetence og i hvilke fag. Dog kan der være enkelte tilvalg, som ikke traditionelt set er undervisningskompetencegivende, men som alligevel vil være relevante i specifikke undervisningssammenhænge.
Hvis du har en anden uddannelse, f.eks. civilingeniør, eller en anden fagkombination end de gymnasierettede fag, er det rektor for det pågældende gymnasium, der har ansvar for at vurdere, om din uddannelse lever op til undervisning i det pågældende fag.
Pædagogisk kompetence
Den 1. august 2009 trådte en ny pædagogikumordning i kraft. Med den nye ordning fastansættes kandidater på det enkelte gymnasium uanset om de har pædagogikum eller ej, og som et nyt led i ansættelsesforholdet får de nye lærere pædagogikum, hvis de ikke allerede har gennemført det.
Det nye pædagogikum er en etårig ordning og består af en praktisk og en teoretisk del. Omfanget bliver ca. 1/3 årsværk praktik og 1/3 årsværk teori. Dermed bortfaldt sidefagssuppleringen, der var kendt fra den forhenværende ordning i det almene gymnasium.
Karriere i undervisningssektoren
Ud over undervisning på de gymnasiale uddannelser kan du med en kandidatgrad og undervisningskompetencer fra universitetet også undervise på bl.a. professionshøjskoler, højskoler, universiteter og i private virksomheder som eksempelvis sprogskoler, kursusvirksomheder, konsulentfirmaer, på lærer- og pædagoguddannelser og lignende. Det er den enkelte arbejdsgiver, der har ansvar for at vurdere, om dine faglige kompetencer lever op til at undervise det pågældende sted, så betragt denne liste over muligheder som en inspirationsliste. Hvor kunne du tænke dig at undersøge, hvad der kræves for at undervise?
Yderligere information
Du kan læse mere om den nye pædagogikumordning og ansættelse i gymnasierne på Gymnasieskolernes Lærerforenings hjemmeside
.
Du kan finde aktuelle stillingsopslag på www.gymnasiejob.dk eller www.gymnasieskolen.dk under jobannoncer.