Menu

Særlige prøvevilkår

Hvis du lider af psykisk eller fysisk funktionsnedsættelse, kan du søge om særlige prøvevilkår. Universitetet kan tilbyde dette, når universitetet vurderer, at det er nødvendigt for at ligestille dig med andre i prøvesituationen. Det er en forudsætning, at der med tilbuddet ikke sker en ændring af prøvens niveau.

Studienævnet har praksis for at give 25% tidsforlængelse til studerende, der lider af dysleksi, motoriske problemer i hånd eller arm samt koncentrationsproblemer som følge af funktionsnedsættelse på grund af sygdom. Studienævnet har praksis for at tilbyde en anden prøveform i tilfælde, hvor en funktionsnedsættelse forhindrer deltagelse i den prøveform, der er fastsat i fagbeskrivelsen. I dette tilfælde har studienævnet praksis for at tilbyde en prøveform, der ligger så tæt på den fastsatte som muligt. Det er en forudsætning, at funktionsnedsættelsen er dokumenteret og at prøven kan afvikles individuelt. Desuden skal ansøgningen kunne behandles inden for en frist, der tillader studiekontakten at tage højde for de særlige prøveforhold. Det vil sige, at ansøgningen skal være studienævnet i hænde senest 30. marts/30. oktober. Studienævnet har praksis for at imødekomme ansøgninger, der er fremsendt senere, hvis dette skyldes forhold, som er uden for den studerendes kontrol, fx at der har været væsentlig ventetid hos SPS, hvorfor dokumentation ikke har kunnet fremskaffes inden for fristen. I dette tilfælde imødekommes der udelukkende, hvis det er praktisk muligt for studiekontakten at tage højde for de særlige prøvevilkår.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies