Menu

Generelt om IPR

IPR, Immaterielle rettigheder, Rettigheder til forskningsresultater. 3 udtryk - samme mening! 

Investering af ressourcer i form af bl.a. personlig arbejdsindsats, kapital og lignende kan føre til skabelse af noget, der har en værdi af immateriel karakter. Det kan f.eks. være en samarbejdsaftale om forskning og udvikling, der fører til en opfindelse. 

Det er for de enkelte samarbejdsformer dog ikke generelt anført, i hvilket omfang en samarbejdspartner vil få adgang til den IPR, der skabes i projektet eller som universitetet i forvejen ejer.

Adgang til IPR skal opfattes bredt og det kan spænde fra snævert definerede udnyttelsesrettigheder til en egentlig overdragelse af ejendomsretten til de rettigheder, som samarbejdspartneren er interesseret i.

Adgang varierer fra projekt til projekt, og valget af samarbejdsmodel spiller en rolle, men er ikke alene afgørende. Er der tale om rettigheder, der bygger på viden, som universitetet har oparbejdet gennem betydelige investeringer, eller ligger rettighederne inden for et forskningsområde, som har forskningsstrategisk betydning for universitetet, vil dette tale for en mere målrettet og differentieret tildeling af adgangsrettigheder til IPR.

Er der derimod tale om rettigheder, hvor samme betragtninger ikke gør sig gældende, dvs. at rettighederne eksempelvis ligger uden for et af universitetetets områder med forskningsstrategisk betydning, vil en bredere rettighedsadgang muligvis være velbegrundet.

Det er derfor både forskningsstrategiske og økonomiske overvejelser, som har betydning for den adgang en samarbejdspartner vil kunne få til Syddansk Universitets rettigheder.

Samejede opfindelser

Der er flere modeller for udnyttelse af samejede opfindelser.

Forud for et forskningssamarbejde fastlægges parternes rettigheder til resultaterne af forskningen i en aftale. Aftalen bør også tage stilling til hvem, der har udnyttelsesretten til samejede immaterielle rettigheder.

Opstår et sameje som et resultat af et forskningssamarbejde med en virksomhed, deles udnyttelsesretten ofte således, at virksomheden har retten til at udnytte opfindelsen inden for sit afgrænsede produkt- eller forretningsområde, og universitetet har retten uden for området.

Betaling for IPR

Betaling for adgangen til erhvervsmæssig udnyttelse af immaterielle rettigheder vil typisk bestå af et engangsbeløb samt løbende royalty, eller stykafgift beregnet på baggrund af virksomhedens omsætning, baseret på udnyttelse af opfindelsen.

Betaling kan desuden ske i form af andel i rettighedskøberens virksomhed. Ofte vil overdragelse af rettigheder medføre, at virksomheden foretager køb af forskningsydelser på universitetet med henblik på videreudvikling af teknologien, da den typisk overdrages umoden.

Det er Syddansk Universitets politik, at betaling for immaterielle rettigheder skal være fair og i overensstemmelse med almindelige markedsvilkår.

Overdragelse af rettigheder i forskningssamarbejder skal dog afspejle virksomhedens eget bidrag til forbindelse med forskningssamarbejdet.

Det betyder, at hvis størstedelen af projektfinansieringen er bevilget gennem offentlig finansiering, så kan den pågældende virksomhed som udgangspunkt kun opnå begrænset adgang til de rettigheder, som måtte blive skabt af forskningsinstitutionen i samarbejdet.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies