Menu

Forsvar

Forsvaret

Forsvaret skal finde sted tidligst 2 uger efter, at bedømmelsesudvalget har afgivet indstilling, og senest 3 måneder efter indleveringen af ph.d.-afhandlingen, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 20, stk. 2. Formanden for bedømmelsesudvalget aftaler tidspunkt for forsvaret med udvalgets medlemmer og forfatteren, og giver meddelelse herom til ph.d.-skolens sekretariat.  

Hvis særlige forhold gør sig gældende, kan ph.d.-skolelederen beslutte, at forsvaret udskydes. En udskydelse af forsvaret forudsætter en aftale mellem forfatteren, formanden for bedømmelsesudvalget og ph.d.-skolelederen, herunder om tidspunktet for forsvarets afholdelse, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 20, stk. 3.

Det påhviler bedømmelsesudvalgets formand at sikre, at der bliver reserveret lokale af passende størrelse til forsvaret. Dette aftales med institutsekretæren. Instituttet forestår de praktiske opgaver i forbindelse med forsvaret (reservation af lokale til forsvaret, evt. udsendelse af indbydelser og reception etc.).

Ph.d.-skolens sekretariat sender meddelelse om forsvaret og evt. forelæsningsemne til forfatteren og bedømmelsesudvalgets medlemmer.

Ph.d.-skolens sekretariat annoncerer forsvaret under Kommende arrangementer på Syddansk Universitets hjemmeside og ph.d.-skolens hjemmeside, hvor det engelsksprogede resumé af afhandlingen ligeledes annonceres. Ph.d.-afhandlingen er offentligt tilgængelig på ph.d.-skolens sekretariat i rimelig tid før forsvaret.

 

Procedure for forsvar af ph.d.-afhandlingen

Ved forsvaret skal forfatteren have lejlighed til at redegøre for sit arbejde og skal forsvare sin ph.d.-afhandling over for bedømmelsesudvalgets medlemmer. Bedømmelsesudvalget kan forinden forsvaret oplyse forfatteren om et forelæsningsemne.

Forsvaret må højst vare 3 timer, hvoraf de 30-45 min. er afsat til forfatterens forelæsning.

Forsvarshandlingen afvikles normalt som følger:

  1. Indledning ved institutlederen eller stedfortræder (ordstyreren), med præsentation af den ph.d.-studerende samt bedømmelsesudvalgets medlemmer. Ordstyreren leder forsvarshandlingen.           
  2. En 30-45 minutters forelæsning af forfatteren.
  3. De tre medlemmer af bedømmelsesudvalget kommenterer afhandlingen og eksaminerer forfatteren. Ordstyreren påser, at denne opposition begrænses til 1 time og 30 minutter fordelt mellem medlemmerne efter intern aftale. Opponeringen skal indeholde konkrete spørgsmål til centrale emner i afhandlingen.
  4. Ordstyreren kan tillade spørgsmål fra tilhørerskaren med speciel reference til den afholdte forelæsning.
  5. Ordstyreren afslutter forsvarshandlingen. Forinden kan ordstyreren give forfatteren tilladelse til at fremkomme med en eventuel kort kommentar.

Der forventes således ikke indlæg fra hovedvejlederen. Ordstyreren kan dog dispensere fra denne regel efter anmodning fra bedømmelsesudvalget. Hovedvejlederens taletid vil i så fald være begrænset til 30 minutter.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies