Menu

Bedømmelse

Bedømmelsesudvalg

Afhandlingen bedømmes af et sagkyndigt udvalg bestående af tre medlemmer. Medlemmerne skal være professorer, fuldtidsansatte lektorer eller have tilsvarende faglige kvalifikationer inden for det relevante fagområde. To af medlemmerne skal være udefrakommende, hvoraf mindst et skal være fra udlandet, medmindre dette er uhensigtsmæssigt ud fra en faglig betragtning. For ph.d.-studerende under ErhvervsPhD-ordningen skal mindst ét af bedømmelsesudvalgets medlemmer have virksomhedsrelevant forskningserfaring inden for det pågældende fagområde, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 27, stk.2. Syddansk Universitets repræsentant fungerer som formand for udvalget. Den ph.d.-studerendes vejledere kan ikke være medlemmer at bedømmelsesudvalget, men hovedvejleder er tilforordnet bedømmelsesudvalget uden stemmeret.

Nedsættelse af bedømmelsesudvalg

Bedømmelsesudvalget nedsættes af dekanen efter indstilling fra ph.d.-udvalget, der modtager forslag fra institutlederen.

Når afleveringen varsles, anmoder ph.d.-skolens sekretariat institutlederen om forslag til sammensætning af bedømmelsesudvalg.

Institutlederen sender forslag til sammensætning af bedømmelsesudvalg til ph.d.-udvalget via ph.d.-skolens sekretariat. Institutlederen skal forinden sikre sig, at de foreslåede medlemmer af bedømmelsesudvalget er indforstået med at indtræde i udvalget. Der skal medsendes CV for udefrakommende bedømmere.

Ph.d.-udvalget indstiller på denne baggrund om sammensætning af bedømmelsesudvalget til dekanen, jf. universitetslovens § 16b, stk. 2, nr. 2.

Ph.d.-skolens sekretariat underretter forfatteren om bedømmelsesudvalgets sammensætning. Forfatteren kan gøre indsigelse mod medlemmerne inden for 1 uge. Hvis forfatteren ikke har gjort indsigelse inden for 1 uge, sender ph.d.-skolens sekretariat afhandlingen til bedømmelsesudvalget og hovedvejlederen. 

Bedømmelsesudvalgets arbejde

Udvalgets formand opfordres til at tage initiativ til udarbejdelse af tidsramme for bedømmelsesarbejdet, og aftale en foreløbig forsvarsdato straks ved nedsættelse af bedømmelsesudvalget. Forsvarsdatoen skal aftales med bedømmelsesudvalgets medlemmer, hovedvejlederen, den ph.d.-studerende og institutlederen. Datoen meddeles ph.d.-skolens sekretariat, når den er aftalt, men offentliggøres først når der foreligger en positiv indstilling fra bedømmelsesudvalget.

Den ph.d.-studerendes vejledere kan ikke være medlemmer af bedømmelsesudvalget, men hovedvejleder er tilforordnet bedømmelsesudvalget uden stemmeret.

Det påhviler formanden for bedømmelsesudvalget at inddrage hovedvejlederen. Formanden skal sikre sig, at hovedvejlederen indkaldes til bedømmelsesudvalgets møder, orienteres om e-mailkorrespondance o. lign. Hovedvejlederen deltager i udvalgets arbejde bl.a. med henblik på at besvare opklarende spørgsmål om det bagvedliggende ph.d.-forløb og den faglige progression i forskningsprojektet. Formanden har ansvaret for, at hovedvejleder orienteres om den foreløbige bedømmelse af afhandlingen. Hovedvejlederen har ikke stemmeret, men skal have mulighed for at kommentere den foreløbige bedømmelse for at afklare eventuelle misforståelser, inden den sendes til dekanen.

Den foreløbige bedømmelse af ph.d.-afhandlingen

Bedømmelsesudvalget afgiver senest 2 måneder (i beregningen af de 2 måneder indgår juli måned ikke) efter indleveringen af afhandlingen indstilling til Akademisk Råd, der sendes til dekanen via ph.d.-skolens sekretariat om, hvorvidt ph.d.-afhandlingen er egnet som baggrund for tildeling af ph.d.-graden. Indstillingen skal være begrundet og beror ved uenighed på stemmeflertallet. Indstillingen skal være egnet til at udgøre et beslutningsgrundlag for Akademisk Råd om tildeling af ph.d.-graden. Indstillingen skal underskrives af alle medlemmer af bedømmelsesudvalget. Efter dekanens godkendelse sender ph.d.-skolens sekretariat snarest forfatteren en kopi af indstillingen.

Er afhandlingen efter indstillingen egnet, kan forsvaret finde sted og indstillingen skal herefter  godkendes af Akademisk Råd. Bedømmelsesudvalget kan opgive et emne for ph.d.-forelæsningen i forbindelse med bedømmelsen. Forelæsningsemnet skal give forfatteren mulighed for at redegøre for centrale dele af afhandlingen, men behøver ikke begrænses hertil.

Er afhandlingen efter indstillingen ikke egnet, angiver bedømmelsesudvalget i sin indstilling, om ph.d.-afhandlingen kan indleveres igen i revideret form og i så fald inden for hvilken frist.

Forfatteren og hovedvejlederen skal have mulighed for inden for 2 uger at fremkomme med bemærkninger til indstillingen.

På baggrund af bedømmelsesudvalgets samt forfatterens og hovedvejlederens eventuelle kommentarer træffer dekanen i samråd med ph.d.-skolelederen en af følgende afgørelser:

  1. At forsvaret ikke kan finde sted.
  2. At ph.d.-afhandlingen kan indleveres igen i revideret form inden for en frist på mindst 3 måneder. Indleveres ph.d.-afhandlingen igen, bedømmes den af det tidligere nedsatte bedømmelsesudvalg, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
  3. At ph.d.-afhandling tages under bedømmelse af et nyt bedømmelsesudvalg. 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies