Menu

Øvrige bestemmelser

13. Særlige regler for 4+4 ordningen

Denne ordning er rettet mod studerende der mangler 1 år i at have fuldført deres kandidatuddannelse, jf. afsnit 2.3.

Ph.d.-uddannelsen efter 4+4 ordningen er normeret til 4 års fuldtidsstudium og skal omfatte de samme elementer som ph.d.-uddannelsen efter 5+3 ordningen, idet kursusprogrammet dog skal omfatte kurser svarende til 60 ECTS-point, hvoraf de 30 ECTS-point kan være på kandidatniveau, samt en kvalifikationseksamen, der ækvivalerer et kandidatspeciale (30 ECTS-point).

Uddannelsen er delt op i to dele hver på 2 år, Del A og Del B. Ordningen indebærer at den studerende afslutter kandidatuddannelsen ved afslutningen af Del A som en integreret del af ph.d.-uddannelsen.

13.1. Del A

Del A består af udarbejdelse af plan for forsknings- og arbejdsaktiviteterne, samt af kurser, indledende arbejde med afhandlingen, arbejdsopgaver for instituttet og kvalifikationseksamen.

Den studerende mangler ved indskrivningen på 4+4 ordningen at bestå 60 ECTS for at erhverve kandidatgraden. Del A skal derfor omfatte ph.d.- og kandidatkurser svarende til mindst 30 ECTS, idet der kan tages op til 30 ECTS kandidatfag med fuld ECTS-værdi i studieforløbet (kandidatdelen).

Det anbefales, at kursusprogrammet på del A omfatter en væsentlig større del af det samlede kursusprogram på i alt 60 ECTS-point, eventuelt kan hele kursusprogrammet gennemføres på Del A.

Kandidatfag som gennemføres ved kandidatuddannelsen på Syddansk Universitet og som skal henføres til kandidatuddannelsen, skal ikke godkendes særligt. Fag, som følges ved en anden institution, og som skal meritoverføres til kandidatdelen, skal godkendes af det respektive studienævn.

13.1.1. Ph.d.-plan og opdateret ph.d.-plan

Studerende på 4+4 ordningen skal senest 2 måneder efter indskrivning indlevere en ph.d.-plan til ph.d.-udvalgets godkendelse, jf. afsnit 9. Planen kan have en mere foreløbig karakter end ph.d.-planer efter 5+3 ordningen, men planerne for kurser i Del A bør være afklarede og ph.d.-planen skal omfatte overvejelser om samtlige punkter i planen og en udtalelse fra hovedvejlederen.

Efter cirka et års indskrivning på ph.d.-uddannelsen opdateres ph.d.-planen. Den opdaterede ph.d.-plan fremsendes til ph.d.-skolens sekretariat senest 14 måneder efter indskrivning på ph.d.-studiet. Samtidigt fremsendes en udtalelse fra hovedvejlederen med en vurdering af det hidtidige forløb og den opdaterede ph.d.-plan, og en vurdering af den studerendes mulighed for at gennemføre uddannelsen i henhold til ph.d.-planen. Udtalelsen skal enten bekræfte, at ph.d.-uddannelsen gennemføres i henhold til ph.d.-planen, eller redegøre for nødvendige justeringer. Den ph.d.-studerende skal have en kopi af udtalelsen, og har inden for 2 uger mulighed for at fremkomme med bemærkninger til udtalelsen.

På baggrund af den opdaterede ph.d.-plan og udtalelsen fra hovedvejlederen vurderer ph.d.-skolelederen om forløbet er tilfredsstillende, jf. afsnit 10.4.

13.1.2. Statusrapport og hovedvejlederudtalelse ved afslutning af Del A

Senest 22 måneder efter indskrivning på ph.d.-studiet skal den ph.d.-studerende og hovedvejlederen fremsende en statusrapport til ph.d.-skolens sekretariat. Denne rapport skal omfatte:

  • Cirka ½-1 sides beskrivelse af den hidtidige forskningsindsats på ph.d.-projektet (fremskridt, resultater, eventuelle forhindringer) og forskningsplanerne for den resterende del af ph.d.-perioden. Herunder en beskrivelse af eventuelle justeringer i forhold til ph.d.-planen.
  • Ph.d.-udvalgets blanket med oplysninger om gennemførte og planlagte kurser, formidlingsaktiviteter, udlandsophold, afvikling af arbejdsforpligtelse for ansatte ph.d.-studerende samt oplysninger om vejledningens form og omfang. For kurser som skal henføres til kandidatdelen og som derfor ikke skal godkendes af ph.d.-udvalget, skal resultater (karakterer) oplyses.
  • Oplysninger om hvem der være evaluatorer og om hvornår kvalifikationseksamen og ph.d.-seminaret skal finde sted.
  • Eventuelt andre oplysninger der kan være relevante for vurderingen af forløbet.

Rapporten udarbejdes af den ph.d.-studerende og hovedvejlederen i fællesskab. Det er hovedvejlederens ansvar at den indsendes rettidigt.

13.1.3. Kvalifikationseksamen og ph.d.-seminar

Del A afsluttes med en kvalifikationseksamen og et ph.d.-seminar. Kvalifikationseksamen skal vise at den ph.d.-studerende har opnået et kvalifikationsniveau svarende til en kandidateksamen, og ph.d.-seminaret skal give et bredt grundlag for vurdering af den ph.d.-studerendes mulighed for at gennemføre ph.d.-uddannelsen og eventuelt justere i ph.d.-projektet.

Der inddrages to eksterne evaluatorer. Evaluatorerne udpeges af institutlederen efter anmodning og indstilling fra hovedvejlederen, eventuelt i samarbejde med andre vejledere. Evaluatorerne skal være professorer, fuldtidsansatte lektorer eller have tilsvarende faglige kvalifikationer inden for det relevante fagområde. Evaluatorerne skal være udpeget senest 22 måneder efter indskrivning på 4+4 ordningen. Mindst en af evaluatorerne skal være udefrakommende, og fungerer også som censor ved kvalifikationseksamen.

Evaluatorer, vejledere og ph.d.-studerende aftaler et tidspunkt for kvalifikationseksamen og ph.d.-seminaret. Kvalifikationseksamen og ph.d.-seminar skal afholdes senest 24 måneder efter indskrivning på 4+4 ordningen. Instituttet sørger for at der reservers et passende lokale til seminaret.

Kvalifikationseksamen sker med udgangspunkt i en del af ph.d.-afhandlingen, der skal foreligge i færdig form. Som minimum skal et kapitel eller en artikel til afhandlingen - evt. i form af et litteratur-survey eller en metodegennemgang – foreligge i færdig form. Indholdet i det skriftlige arbejde skal være af en sådan karakter og omfang, at det som minimum ækvivalerer en kandidatafhandling. Dette indebærer, at hvis der udelukkende forefindes en litteraturoversigt, må kravet til det skriftlige arbejdes omfang være som for en kandidatafhandling. Den ph.d.-studerende skal fremsende materialet til kvalifikationseksamen til hovedvejleder og evaluatorer senest 1 måned før den aftalte eksamensdato.

Til brug for ph.d.-seminaret fremsendes endvidere den nyeste udgave af ph.d.-planen, statusrapporten samt eventuelt supplerende skriftligt materiale udarbejdet af den ph.d.-studerende, eksempelvis (udkast til) yderligere artikler eller kapitler der forventes at indgå i den endelige afhandling, detaljeret forskningsplan, spørgeskemaer, interview-guides, dataoversigter, teorioversigtereller lignende. Det samlede materialet skal give evaluatorerne mulighed for at vurdere forskningsdesignet og de foreløbige resultater, og det supplerende materiale bør ikke overstige 50 sider.

Kvalifikationseksamen afvikles som en specialeeksamen. Den ph.d.-studerende skal have mulighed for at præsentere hovedtrækkene i eksamensmaterialet. Efterfølgende eksamineres den studerende af hovedvejleder og udefrakommende ekstern evaluator. Den anden evaluator – og andre interesserede, herunder andre vejledere – overværer specialeeksamen, men har ikke taleret.

På baggrund af kvalifikationseksamen giver hovedvejleder og ekstern evaluator en karakter efter 7-trinsskalaen der udtrykker målopfyldelsen i forhold til kravene til et kandidatspeciale. For at bestå kræves mindst karakteren 02. Omeksamen/sygeeksamen kan afholdes, men skal være bestået senest 3 måneder efter den første eksamen.

Umiddelbart efter kvalifikationseksamen afholdes ph.d.-seminaret. Seminaret ledes af hovedvejlederen. På seminaret skal den ph.d.-studerende have mulighed for at præsentere sin forskningsplan og eventuelt yderligere fremsendt materiale og diskutere det med evaluatorerne. Ph.d.-vejlederne kan deltage i diskussionen, og hovedvejlederen kan tillade at også andre tilstedeværende deltager.

Evaluatorerne udarbejder på baggrund af materialet og seminaret en bedømmelse af det hidtidige ph.d.-forløb og planerne for ph.d.-projektet. I bedømmelsen kan evaluatorerne fremkomme med eventuelle forslag og ideer til det fremtidige arbejde. Bedømmelsen skal fremsendes til ph.d.-skolens sekretariat snarest muligt, og senest 2 uger efter seminaret. Den ph.d.-studerende skal have en kopi af udtalelsen, og har inden for 2 uger mulighed for at fremkomme med bemærkninger til udtalelsen.

På baggrund af statusrapporten, kvalifikationseksamen og ph.d.-seminaret udarbejder hovedvejlederen med en vurdering af det hidtidige forløb og eventuelt planlagte justeringer og ændringer, og om hvorvidt den studerende findes egnet til at fortsætte på Del B og dermed fuldføre ph.d.-uddannelsen. Det skal fremgå af udtalelsen hvilken karakter den ph.d.-studerende opnåede ved kvalifikationseksamen. Den ph.d.-studerende skal have en kopi af udtalelsen, og har inden for 2 uger mulighed for at fremkomme med bemærkninger til udtalelsen.

På baggrund af evaluatorernes og hovedvejlederens skriftlige bedømmelser og de opnåede karakterer i de gennemførte kurser og ved kvalifikationseksamen vurderer ph.d.-udvalget, om den studerende skal tilbydes et ansættelsesforhold for de resterende 2 år.

Hvis den studerende ønsker at forlade studiet før kvalifikationseksamen er bestået, overføres de aktiviteter, der er bestået i ph.d.-studieforløbet til kandidatuddannelsen i henhold til de gældende procedurer for meritoverførsel.

Efter kvalifikationseksamen er bestået, har den studerende opnået kandidatgraden og kan få sit kandidatbevis.

13.2. Del B

Del B skal sammensættes således at den studerende efter afslutningen af Del B har færdiggjort sit ph.d.-projekt med udarbejdelse af en endelig ph.d.-afhandling og desuden opfylder kravene til kurser, udlandsophold og videnformidling.

Sammensætningen af Del B afhænger således af hvilke dele af ph.d.-uddannelsen der allerede er gennemført på Del A.

13.2.1. Tredjeårsevaluering

Efter et års studium på Del B, senest 36 måneder efter indskrivning på 4+4 ordningen, gennemføres en evaluering svarende til andetårsevalueringen på 5+3 ordningen, se afsnit 10.2.

14. Indlevering af ph.d.-afhandling uden forudgående indskrivning

Universitetet kan i ganske særlige tilfælde beslutte, at en ph.d.-afhandling tages under bedømmelse, uden at forfatteren har gennemført en ph.d.-uddannelse, hvis universitetet vurderer, at forfatteren på anden måde har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles med en gennemført ph.d.-uddannelse, jf. ph.d.-bekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Ved indlevering af ph.d.-afhandling uden forudgående indskrivning kan Det Samfundsvidenskabelige Fakultet opkræve en afgift til dækning af udgifter forbundet med bedømmelsesudvalgets arbejde og afholdelse af ph.d.-forsvar.

Ansøgning om indlevering af ph.d.-afhandling uden forudgående indskrivning skal ske på særligt skema som skal ledsages af redegørelse for, hvordan forfatteren på anden måde har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles med de krav, der i ph.d.-bekendtgørelsen stilles til ph.d.-uddannelsen med dokumentation for de aktiviteter, der nævnes i redegørelsen, samt en tro og love erklæring om, hvorvidt ph.d.-afhandlingen tidligere har været indleveret til bedømmelse.

Ph.d.-afhandling, ansøgningsskema og tro og love erklæring skal indleveres til ph.d.-skolens sekretariat i 6 eksemplarer.

På anmodning fra ph.d.-skolelederen vurderer det respektive fagudvalg indledningsvis om ph.d.-afhandlingen kan tages under bedømmelse, og om forfatteren har erhvervet kvalifikationer, der kan sidestilles med ph.d.-bekendtgørelsens krav til gennemførelse af ph.d.-uddannelsen.

Såfremt afhandlingen kan tages under bedømmelse indstiller ph.d.-udvalget om sammensætning af bedømmelsesudvalget til dekanen. Ph.d.-skolens sekretariat underretter forfatteren om bedømmelsesudvalgets sammensætning. Hvis forfatteren ikke har gjort indsigelse mod medlemmerne inden 1 uge, sender ph.d.-skolens sekretariat afhandlingen til bedømmelsesudvalget. Der gælder de samme regler for bedømmelsesudvalgets sammensætning og procedurer i forbindelse med forsvar af afhandlingen som ved bedømmelse af afhandlinger efter endt ph.d.-studieforløb.

15. Klagevejledning og dispensation

Universitetets afgørelser efter disse retningslinjer for ph.d.-uddannelsen ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet kan indbringes for Universitets- og Bygningsstyrelsen, når klagen vedrører retlige spørgsmål. Fristen for at indgive klage er 2 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt klageren. Klageberettigede er ph.d.-studerende og forfattere der har søgt om at få en ph.d.-afhandling taget under bedømmelse efter ph.d.-bekendtgørelsens § 15, stk. 2.

Klager skal indgives til dekanen, der afgiver en udtalelse, som klageren skal have lejlighed til at kommentere inden for 1 uge. Universitetet sender herefter klagen til Universitets- og Bygningsstyrelsen vedlagt udtalelsen og klagerens eventuelle kommentarer hertil.

Universitetet kan dispensere fra de regler i retningslinjerne for ph.d.-uddannelsen ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, som er fastsat af fakultetet, når der foreligger særlige omstændigheder. Ansøgning om dispensation skal stiles til ph.d.-udvalget og fremsendes til ph.d.-skolens sekretariat.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies