Menu

Evaluering

Sammen med hovedvejlederen skal den ph.d.-studerende i løbet af studiet tre gange udarbejde evalueringer af studieforløbet, som sendes til ph.d.-skolelederen. Evalueringen er en afrapportering af de opgaver som den ph.d.-studerende skal løse (kursusaktiviteter, formidlingsvirksomhed), men den skal også orientere institutlederen om projektets status. Den første evaluering skal være godkendt efter andet semester, den anden efter fjerde semester og den sidste efter femte semester. Efter sjette semester afgiver hovedvejlederen en vurdering om den samlede ph.d.-uddannelse er tilfredsstillende gennemført.

 

Den første evaluering består af en samtale med ph.d.-skolelederen som den studerende indkaldes til. Indkaldelsen udsendes efter 11 måneders studietid. Basis for samtalen er den studerendes ph.d.-plan og nedenstående skema. Inden samtalen skal den studerende derfor sende nedenstående skema i udfyldt stand til hovedvejlederen. Vejlederen skriver en udførlig udtalelse om projektets status i forhold til ph.d.-planen og sender den til ph.d.-skolelederen med kopi til den ph.d.-studerende. Den studerende har 2 uger til at kommentere hovedvejlederens udtalelse.

Efter det første studieår forventes den studerende at have samlet 10-15 ECTS points samt at have opfyldt en del af formidlingsforpligtelsen. Der skal også foreligge konkrete planer for miljøskifte.

 

Den anden evaluering består ligeledes af en samtale med ph.d.-skolelederen som den studerende indkaldes til efter 23 måneder. Den studerende skal igen på nedenstående skema indberette ECTS points og formidlingsaktiviteter samt miljøskifte. Efter andet studieår forventes den studerende at have samlet 25-30 ECTS points samt at have opfyldt det meste af formidlingsdelen. Normalt vil miljøskifte ligeledes være afsluttet efter andet år.

Hovedvejlederen skal også til anden evaluering skrive en udførlig udtalelse om projektets status i forhold til ph.d.-planen og sende den til ph.d.-skolelederen med kopi til den ph.d.-studerende. Den studerende har 2 uger til at kommentere hovedvejlederens udtalelse.

 

Hvis projektet forløber efter ph.d.-planen og den studerende har opfyldt de forventede delmål i forhold til kursusdeltagelse og formidling - eller kan gøres rede for hvorfor dette ikke er tilfældet - vil ph.d.-skolelederen sidst i samtalen godkende evalueringen. Hvis der er usikkerhed om den studerendes projekt forløber efter planen, indkaldes hovedvejlederen og den studerende til en samtale. Ph.d-skolelederen sender den godkendte årsevaluering til den ph.d.-studerendes institutleder.

 

Efter femte semester indsender den ph.d.-studerende nedenstående skema direkte til ph.d.- skolelederen. Der forventes, at såvel kursusdelen, formidlingsforpligtelsen som miljøskiftet er afsluttet på dette tidspunkt. Senere opnåede ECTS points skal dog indberettes til ph.d.-skolelederen, da alle kursusaktiviteter opføres på kursusindstikket. Kursusaktiviteter skal opgives på dansk og engelsk, idet eksamensbevis/kursusindstik skal udfærdiges på begge sprog.

Evalueringsskema til brug ved 1. og 2. års evalueringer

Evalueringsskema til brug ved 5. semesters evaluering

 

 

 

 

 

 

 

 

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies