Menu

Asklepios og Hygieia med børn

Asklepios og Hygieia med børn. Græsk, ca. 420 f.Kr.

Ca. 90 x 80 cm. Ny Carlsberg Glyptotek, København, nr. IN 1430

Allerede i arkaisk tid fandtes der i Epidauros på det nordlige Peloponnes en helligdom for Asklepios, hvor de syge kunne ofre til guderne og få anvisning på helbredelse gennem de drømme, de havde, mens de sov i helligdommens søjlehaller. Som søn af Apollon og en jordisk kvinde var Asklepios strengt taget kun en helt (heros), ikke en gud; men i praksis blev han dyrket på linje med guderne. Omkring 420 f.Kr. blev Asklepios-kulten indført til Athens havneby Piræus, hvor dette relief er fundet.

Længst til højre ses Asklepios og sundhedsgudinden Hygieia (nr. to fra højre). Til venstre to af gudernes børn, og yderst til venstre resterne af en lille figur, formentlig den person der vier relieffet til guderne. 

Det høje relief og den detaljerede gengivelse af kroppens overflade og klædedragtens folder er karakteristiske for slutningen af 400-tallet f.Kr. 


Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies