Menu

2008 – Professor Peter Agre

Ikke mange kan bryste sig af, at en nobelprismodtager i kemi har fremsunget det periodiske system for dem. Det kan de omkring 300 tilskuere, der deltog i 2008-udgaven af HCA-forelæsning på Syddansk Universitet.
I den ikke blot mest personlige, men også hidtil mest underholdende HCA-forelæsning, leverede Peter Agre en perlerække af anekdoter fra sit lange liv som videnskabsmand.
Han afslørede blandt andet, hvordan små tilfældigheder, en personlig krise og et stærkt ægteskab har været medvirkende årsager til, at hans forskning gennem årene har taget flere drejninger inden for den medicinske og biokemiske forskning – frem mod tildelingen af Nobelprisen i 2003.

Nobelprisen fik han for sine epokegørende opdagelser af de såkaldte aquaporin vandkanaler, som findes i stort set alle levende organismer. Kanalerne er proteiner, som lader et enkelt vandmolekyle ad gangen slippe gennem cellevæggen. Opdagelsen forklarer, hvordan nyrerne regulerer kroppens vandbalance. Det har blandt andet givet indsigt i den fejlregulering, der sker af kroppens vandbalance i forbindelse med flere livstruende tilstande som nyresygdomme, hjertesygdomme, leversygdomme, hjerneødem og andre sygdomme.

I det daglige er Peter Agre leder af Johns Hopkins Malaria Research Institute i Baltimore, USA.

Vi samler statistik ved hjælp af cookies for at forbedre brugeroplevelsen.  Læs mere om cookies

Acceptér cookies