Skip to main content
DA / EN

I takt med internationaliseringen og udbredelsen af internettet vokser behovet for engelskkyndige - også inden for det private erhvervsliv. Derfor er det efterhånden en myte, at engelskuddannelsen udelukkende retter sig mod undervisning på gymnasier. På engelskuddannelsen får du mulighed for at specialisere din viden inden for forskellige discipliner, så din uddannelse bliver skræddersyet til netop dine ønsker og behov.

Engelskstudiet i Odense giver en grundig uddannelse i engelsk sprog og kultur med vægt på Storbritannien, Irland og USA.  Studiet har udblik til såvel resten af den engelsksprogede verdens kulturer, såsom Sydafrika, Canada og Australien, som til engelsk, som vor tids internationale sprog.

Uddannelsen giver dig mulighed for at udbygge dit grundlæggende kendskab til engelsk, både skriftligt og mundtligt. Du får både et praktisk og et teoretisk fundament og derved mulighed for at lære de engelsktalende landes kultur bedre at kende. Engelskstudiet er et videnskabeligt studium, hvor du lærer at sætte dig ind i og formidle komplicerede problemstillinger inden for især britisk og amerikansk kultur, sprog, litteratur og samfundsforhold.